29/03/2023 – 04/04/2023
Eventyret genoptages
Endelig, den 24.3.2023 kunne vi bestille flybilletter tilbage til Emma. Iris havde da været igennem 36 hospitalsbesøg (kontroller, samtaler, …), 3 operationer, over 20 blodprøver med over 120 forskellige tests samt 10-20 fysioterapi, genoptræning og andre besøg. Samt især: Ventet på det ene resultat eller beslutning efter det andet.
Men den 24.3 turde vi bestille billetter og den 29.3 fløj vi begge over Paris til Martinique. Emma var sat til at komme i vandet den 4.4, så vi havde 5 dage vi kunne bruge på Martinique, til at vænne os til klimaet, solen og den caribiske rytme. Vi lejede en bil og boede 5 nætter i små private lejligheder, på henholdsvis syd- og nordsiden, men begge 2 i regnskoven. Der er stort set ingen hoteller, så på booking.com er det mest private som udlejer en lejlighed bagest i deres hus, dvs vi kom tæt på lokalbefolkningen.
Sydlige Martinique
Vi startede med to nætter i en lejlighed i bjergene sydpå. Google ledte os hen til vores første lejlighed fra lufthavnen: først over motorvej, landevej, lokalvej, indtil – i mørke i en lille bitte bybil – over udkørte markveje som vi ikke engang ville kunne gå på i lys. Vi vendte om og tog en større omvej og fandt heldigvis huset til sidst: stort set der hvor vi var kørt på markvejen – bare 200m højere op på bjergryggen. En hyggelig lejlighed med lille overdækket terrasse vi kunne spise morgen- og aftensmad på (eget køkken), mens vi lyttede til fugle og husdyr. Vi var glade for vores 2 hus-firben, som hold myggene på afstand.
Vi kørte en tur til den sydligste spids forbi store plantager af bananer og sukkerrør. På en drømmestrand med fint sand og masser af palmer helt syd på, gik vi selvfølgelig også i vandet. Og ikke mindst smuttede vi lige forbi Emma, så at hun stod godt, samt få bekræftet at vi vil komme i vandet den 4. April. Ankommet i cockpit, kneb Iris en tåre … tænk man kan være så glad for at se sin båd igen.
Den lidt mere flade, sydlige del af øen er mest strande, ferieboliger og plantager, samt 100-vis af sejlbåde ankret op i den kæmpe bugt ved Le Marin (billede fra Google Maps, det ser helt vildt ud).
Nordlige Martinique
Derefter kørte vi langs østkysten mod nord hvor vi havde en anden lille lejlighed i bjergene. Det viste sig at være hos en super hyggelig værtinde, Angeline, som dyrkede kakao, mango og diverse grøntsager i haven. Hun viste os hvordan hun forarbejder kakaoen ved at riste, kværne og banke det i en morter til det bliver en ler-agtig masse som hun laver til stænger. De tørrer så i et par uger og kan sælges eller bruges til eks at lave varm kakao. Angeline bød også på egen kakaolikør og tilberedte gratinerede ”Christophine” (en slags hvid hjerneformet græskar, konsistens og smag minder mere om en blanding af kålrabi og kartoffel) til os – det kunne vi godt lide og købte flere senere på turen.
Martiniques nordlige del er ekstremt frodig, bjergvejene snor sig vildt op og ned gennem regnskove blandet med banan plantager længere ned i dalene. Den store vulkan Mont Pelée med 1400 m højde dominerer den nordlige del af øen. Utroligt flot landskab og flotte kyster og en fantastisk oplevelse når hele resten af vores tur med Emma det næste stykke tid vil være mest kystbyer.
Vi tog på udflugter på det nordligste Martinique, hvor vi nød at se pelikaner fiske i de høje atlantiske bølger. Flere stoppesteder (bl.a. Depaz-distilleriet) var vi samtidig med en bus fra et universitet som var på udflugt. Om det var lærere eller elever ved vi ikke, men de havde en fest og vi fornøjelsen. Vi købte kun til senere brug 😉.
Vejen gik derefter til St. Pierre, en kystby på vest-siden som indtil 1902 var Caribiens Paris, 30.000 indbyggere, hundredvis af skibe i havnen, rom produktion, sukkerrør mm. Men vulkanen Mont Pelée gik i udbrud i 1902 og det endte med et pyroklastisk udbrud i maj 1902 som – ligesom i Pompeii – skyllede en ildstorm ned af bjerget med flere hundrede km/t. På ganske få minutter var byen komplet ødelagt. Legenden siger at 2-3 overlevede - 30.000 døde! Den ene overlevende var en fange som var spærret inde i isolationscelle i kælderen i fængslet. Han blev fundet 3 dage senere, og allerede dengang var sensationspressen (ikke mindst den amerikanske) så udbredt, at det endte med at han blev en del af Barnums cirkus ”The greatest show on earth” og optrådte sammen med ’berømtheder’ og interessante personligheder. Det må kaldes datidens svar på reality TV.
St. Pierre kom sig aldrig, og der bor i dag omkring 3000 i byen, som nu er en hyggelig ferieby med strand, rom-destilleri (genoptaget af den originale ejers søn som overlevede fordi han var i Europa), turister og ikke mindst nyere tilflyttede franskmand. Der er for eksempel en restaurant og butik ”Le Kay d’Alsace”, hvor man kunne få bl.a Sauerkraut og Vin fra Alsace.
Dagen efter var vi i en kæmpe stor botanisk have, "Jardin de Balata". Fantastisk flot og blandt andet med masser af kolibrier. Det var en super flot have. Derfra var vi også i Fort de France hvor vi blandt andet så en stor leguan kravle op i et træ.
Emma i vandet
Dagen før Emma skulle i vandet tog vi så til værftet. Der er hverken vand, toilet eller køleskab (vandkølet) når vi står på land, så vi ville kun bo én nat ombord på land.
Vi bundmalede båden, og kom så planmæssigt i vandet. Faktisk lidt hurtigere end ventet, vi var lige gået ned fra Emma og stod på kontoret og forhandlede prisen da en arbejder kom ind og ledte efter os, Emma hang i kranen med kølen i vandet. Det er første gang vi ikke har været med når den hentes af en kran😊. Og derfor heller ingen fotos!
På grund lidt besvær med startmotoren (løs igen ligesom på Atlanten), utætheder i samlingen i den motordel som Mikkel havde skiftet i januar (den som var blevet utæt over Atlanten) og – troede vi – problemer med generatoren (vist sig dog som menneskelig fejl) blev vi liggende ved kranen indtil næste morgen hvor vi endelig kom afsted.
Man bliver meget hurtigt, nødtvungent, god til motorer når man har sejlbåd. Når Mikkel ”går på land” vil han købe en gammel traktor til vores ødegård i Sverige, så kan han gå og reparere og servicere den selv. Det er stort set samme motorer som i både, faktisk ved vi at vores motor (Perkins) også kører i mejetærskere, det var der en gæst som havde.