2023-8 Rhode Island og Connecticut

02/09/2023 – 31/10/2023

Klik på billledet for at se hele vores rute

Onset 

Så snart vi igen var syd for Cape Cod Canal (CCC), var vandet igen 22 grader og dynerne blev lagt væk.

De lovede lidt dårligere vejr så vi gik ind for anker lige efter selve CCC i Onset, en hyggelig lille ferieby, hvor vi blev to nætter. Vi gik tur i byen og fik en pizza i en fantastisk restaurant, masser af mennesker, både ved bordene og ventende på take-away, og en stor, italiensk udseende ejer som kun havde en funktion: Hver gang en pizza var klar råbte han navnet i megafon ud over hele restauranten så man kunne afhente sin pizza. Herlig banegårdsstemning med god pizza i et lokale, som var dekoreret med minder fra et aktivt maritimt liv.

Derfra sejlede vi til byen New Bedford, hvor vi kun var inde og vende. Absolut kontrast til Onset! Vi havde set at det var en gigantisk bugt, beskyttet af en hurricane barrier, med masser af havne og marinaer i den beskyttede bugt. Vi ville se på det og overvejede at stoppe der.

Deres Hurricane Barrier var omkring 10 meter høj og kunne lukke med en sluseport i tilfælde af storme. Indenfor var der et mylder af store kommercielle skibe, fiskerbåde og lystbåde og marinaer. Det var så kaotisk, for meget industricharme og lidt for spændende, at vi sejlede ud igen og ankrede i en bugt lidt væk.

Newport

Næste stop var Newport i Rhode Island. New Englands Yacht centrum, blandt andet hjemsted for New York Yacht Club. En kæmpe naturhavn og marina område, krydstogtskibe for anker og så mange kæmpestore sejlbåde, at der om natten var fyldt med røde toplanterner. Normalt har sejlbåde hvidt ankerlys, men er masten over en bestemt højde (vist nok 25 m) skal der være rødt lys i toppen når de er for anker, af hensyn til flytrafikken. Og her var der flere end vi nogensinde har set før.

Rhode Island er USA’s mindste stat, og har den meget europæiske regel at der skal være offentlig adgang til strande og vand. Så modsat på Long Island, hvor alle strande var private, og man ingen steder kunne spadsere langs vandet, så var der her en flere kilometer lang sti, the Cliff Walk, som var anlagt ovenfor kysten rundt langs Newport, med havet på den ene side og kæmpe mansions på den anden. Newport var stedet hvor alle de rige New Yorkere i 1800 tallet byggede gigantiske ferieboliger, ofte i Europæisk stil. De fleste er nu enten museer, en del af universitetet eller offentlige bygninger. Et af de største, the Breaker, er åben for offentligheden. Den er bygget af Vanderbilt, i mange år verdens rigeste mand / familie. Slottet som det kan kaldes, er indvendigt i italiensk stil med engle, guld, platin, mosaikker, statuer og alt hvad man kan finde af udsmykninger. Vi kunne bedst lide køkkenet i kælderen – det var nogenlunde på størrelse med vores hus.

Vi mødtes også med en nabobåd ved ankerpladsen, Kostenfalle. Med så tysk et navn skulle vi jo lige høre hvem de var. De var amerikanere men med tyske aner (Kostenfalle kan oversættes til ”Omkostningsfælde”, en båd er dyr i drift). Vi udvekslede også surdej med dem. De sidste mange måneder har vi selv bagt brød for at undgå det hvide papbrød som er det eneste man spiser i USA. Så vi har en surdej i køleskabet og hver 2-3 dag fodres den og vi bager brød (typisk på panden). Kostenfalle fik et glas med surdej og en opskrift.

Providence

Newport ligger ved udmundingen af Narrangasett Bay, en stor bugt med masser af sejladsmuligheder. Vi sejlede en dags tid længere ind i bunden til Rhode Islands hovedstad, Providence. Vi havde læst at der var ”WaterFire Festival” den anden søndag i hver måned, og det ville vi se. Vi bestilte for en gangs skyld plads ved en bøje/Mooring lidt syd for byen, da ankermulighederne ikke var så gode. Lidt indkøb og et loppemarked (4 nye vinglas da en del var gået i stykker undervejs) blev det til.

Søndag tog vi så ind til Providence. Først var vi rundt i den flotte by, og da det blev for varmt midt på dagen gik vi i air-conditioneret mall med biograf (Barbie) og spiste cheasecake😊 Vi fik også set live musik fra flere forskellige scener som var opsat i byen. Om aftenen, efter et kortvarigt voldsomt regnvejr, var vi klar til WaterFire festivalen. På den store kanal/flod som går gennem byen var der placeret bålpladser for hver 10-20 meter. Og langs bredderne var der højttalere som spillede musik. Efter solnedgang sejlede de rundt med musik og dansere og tændte alle bålene. Så kunne man vandre langs floden, se lysene og købe (dyre) fadøl eller snacks i boderne som var opstillet. Det var en utrolig flot oplevelse som man med fordel kunne lave i København også. En ren ”total teater” sanse oplevelse.

Video fra WaterFire festival, husk lyd.

New London og Mystic Seaport Museum

I Connecticut ligger verdens største maritime museum, Mystic Seaport Museum. De har egen marina, men på grund af vores dybgang turde vi ikke gå derind. Desuden var prisen omkring 180 dollar for os per nat. I stedet gik vi lidt længere vestpå til New London, hvorfra vi tog en Uber til Mystic.

Mystic Seaport er et levende museum med masser af frivillige som udfører gamle erhverv som at lave tønder, bygge både, rebslagning, trykke aviser, lave ure og sekstanter mm. Museet er opbygget omkring et træskibs værft, et af de eneste i hele området. De lavede værftet for at restaurere en gammel hvalfangerbåd, men siden bliver værftet også brugt til at renovere fiskerbåde og andre træskibe som ikke hører til museet. I øjeblikket er de i gang med at renovere endnu en hvalfanger båd. Det forventes at tage 10-15 år, hvor en stor del af tiden går med at skaffe de rigtige træer, ofte ved at tage rundt efter storme og købe væltede træer.

Ud over en genopbygget fiskerby med apotek, trykkeri, smed, tøndemager, rebslager loft, almindelige huse, skole og kirke er der selvfølgelig også en masse skibe udstillet. Stor var vores overraskelse da vi opdagede at Georg Stage 1 (den nuværende er nr 2) ligger i vandet her. Georg Stage 2 (den nuværende) har også været her og ligget ved siden af, på en rejse til USA. Ham som viste rundt havde sejlet med begge da den var her. Et andet dansk islæt var den lille servicebåd til fyrtårne, Gerda som blev brugt til at transportere jøder og andre flygtninge over Øresund under Anden Verdenskrig.

Dækket af en presenning kunne vi også se hvad der lignede et meget stort vikingeskib. Vi spurgte en ansat hvad det var og han viste os rundt på det. Det er et norsk bygget vikingeskib Draken, det største vikingeskib nogensinde bygget, men ikke direkte kopi af et fundet skib. De sejlede over Atlanten for ca 10 år siden og har nu ligget her (gratis da de også er en non-profit organisation) siden. Nogle gange om året kommer de fra foreningen i Norge og renoverer den, eller den kommer på land til lidt reparationer. Og de håber at skaffe penge nok til en dag at sejle videre med den. Den tilfældige ansatte som viste os rundt viste sig i øvrigt at være direktør for museet😊 (Note: Foråret 2024 blev Draken transporteret tilbage til Norge på et fragtskib)

En meget spændende dag. Vi ærgrede os over at vi ikke havde taget marinaen da man så også kunne gå rundt efter lukketid i museet.

Tilbage til Port Washington

Efter vi kom tilbage til Emma, tog vi til vores efterhånden kendte ankerplads i Port Washington, hvor vi lå da resterne af stormen Lee ramte Cape Cod og Nova Scotia. Heldigvis var der ingen følger af den her, men himlen viste en flot skyformation som var kanten af orkanen, lige over os.

Dermed sluttede vores tur gennem New England og ikke mindst Long Island Sound. Long Island Sound er en blanding af mange forskellige ting. Ferieområder for de ekstremt rige med kæmpe Mansions og yachts som i Newport og Long Island. Byer og områder som lever rent af turisme som Onset og Cuttyhunk, hvor man skal i land tidligt for at få plads ved Dinghy kajen. Værfter og maritim industri som ubådsværftet i New London og til dels træskibsværftet i Mystic. Og stadig fiskeri som i New Bedford hvor vi så 50-100 store fiskerbåde i havnen. Vi så også en del små åbne joller som fiskede efter østers på den traditionelle måde: Lange ”river”, 10-15 m lange, som man river hen over bunden og samler østers op på den måde som man har anvendt i 100-vis af år.

Og overalt er sejlads i højsædet, vi så ungdomssejlere og summercamps overalt med de samme bådtyper som vi kender fra Sejlklubben Køge Bugt, det var altid hyggeligt og hjemligt når vi så en Feva, Tera, Sonar eller Laser sejle forbi Emma.

Man ser en del vindmøller men mærkeligt nok så vi meget sjældent nogen som drejede. Enten er de ikke operationelle, eller de kræver mere vind end det vi sejler i.

Med lidt hjemrejse, bådprojekter og andet endte det med at vi blev i Port Washington indtil slutningen af oktober. Og vi blev rigtigt gode venner med Stan og Rita, et sydafrikansk / amerikansk par som vi opretholder kontakten med stadig.