08/08/2023 – 02/09/2238
Long Island
Vi forlod Port Washington den 8.8, efter vi lige brugte et par dage inden til at vaske tøj, købe ind og slappe af efter 3 uger med storby og gæster. Ikke mindst at vænne os til den larmende tavshed vi igen havde på båden. Nu var vi klar til en tur nordpå.
Vi startede med et par ankerstop på Long Island, Port Jefferson hvor vi også var med Johanna og en bugt længere østpå. Første stop med landgang var ved byen Sag Harbor, en ferieby helt ude på det østlige Long Island. Byen var tidligere en stor hvalfanger havn, landets 6. største, hvor de sejlede så langt væk som flerårige ture til Antarktis og Stillehavet (før Panama kanalen blev bygget!) for at fange hvaler til olieproduktion, som vi lærte på det lokale hvalfangermuseum. Et lille men (u)hyggeligt sted. Byen er en ferieby for de absolut mest velhavende, ligger i Hampton området som er et af de mest eksklusive ferie-/sommerhusområder for rige New Yorkere. Der var masser af restauranter, antikforretninger og delikatesse butikker, og ingen fastfood kæder. Vi spiste varme retter fra delikatesseafdelingen i supermarkedet som vi nød nede i strandparken.
Dagen efter sejlede vi en lang dag hele vejen til øen Cuttyhunk, den vestligste ø i øgruppen Elisabeth Islands, nord for øen Marthas Vinyard. Det passede med at Gottlieb og Jeanie fra Windrush, Annapolis også ville ankomme der samme aften. Det var dem vi mødte i Annapolis og spiste middag med. Vi fik drinks på Emma om aftenen og havde en hyggelig aften. De havde været på togt nordpå til Maine og nu på vej hjem igen, og derfor masser af gode tips til steder i Maine vi skulle besøge. Et af tipsene tænkte vi ikke så meget over her: Pas på de utallige krabbetejnerne (crabpots). Mere om dem senere 😊.
Dagen efter gik vi tur på Cuttyhunk. For første gang på turen følte vi os tilbage til dansk natur med lyng og enkelte lave enebær og fyr, som vi nød med en lang gåtur. Øen er en meget smuk, lille og stille ferieø.
Vi var nu kommet til New England. En samlet betegnelse for de seks nordøstligste stater i USA: Connecticut, Maine, Massachusetts, New Hampshire, Rhode Island og Vermont.
Cape Cod Canal
Efter formiddagsgåturen sejlede vi mod Cape Cod Canal. Cape Cod er en stor pynt/odde i Atlanten. Praktisk nok er der er en kanal, så man ikke behøver sejle rundt om den, det sparer mange dages sejlads og er sikrere. Vi læste at der engang i mellem kommer en hval gennem kanalen, hvor de lukker den for al anden trafik. Det skete desværre ikke mens vi var der.
Geografien gør, at tidevandet giver meget kraftig strøm gennem kanalen, op til 6 knob. Dvs. man kommer hurtigere igennem, hvis man kan læse tidevandstabellen 😉. Vi gik igennem kanalen sen eftermiddag og sejlede over 10 knobs fart, så det tog kun 45 minutter at sejle de små 7 mil. Næsten for hurtig at nyde landskabet, men vi fik styrtregn midtvejs – så var det også lige meget med den fine udsigt. Ankerpladsen den aften blev ved Atlanterhavskysten lige på den anden side af kanalen.
Der var ingen tvivl at vi var kommet gennem kanalen: straks kunne vi mærke en forskel: Vandet var 22 grader før kanalen og 16 her. Det gør også at temperaturerne ombord er helt anderledes. Nætterne var pludseligt behagelige 13-16 grader, vi fandt dynerne, de lange bukser, sokker, trøjer, huer og jakker frem. Meget behageligt efter 4 måneder sveden i shorts og bare fødder. Men her ser man straks betydningen af den varme Golfstrøm og den kolde, nordlige Labrador strøm. Selv om det stadig var sommervejr (+25 grader) på land var det køligt at sejle.
En anden markant forskel så snart man kom igennem Cap Cod Canal var tilstedeværelse af lobsterpots (hummertejner). Siden Cheasapeake bay kunne man – typisk i ankerbugter og på lavt vand under 30 m – godt støde på enkelte crab pots. Så når man sejlede udenfor sejlrender eller gik for anker holdt man altid lidt udkig efter små bøjer i vandet. Ofte/forhåbentlig af en vis størrelse og kraftigt farvede men ikke altid. I Caribien var det typisk gennemsigtige vandflasker, som er næsten usynlige, men her i USA var de nogenlunde til at se. Men indtil nu lå de altid lidt udenfor sejlrender og havneindløb.
Men så snart vi kom gennem Cap Cod Canal opdagede vi at advarslen om crabpots (lobsterpots viste det sig) var velbegrundet: De var overalt. Og vi overdriver ikke. De næste fire ugers sejlads var der ikke – nogensinde – eet eneste minut hvor vi ikke kunne se bøjer fra lobsterpots et eller andet sted rundt om Emma. Man kunne normalt ikke sejle mere end 2-3 minutter uden af kursen skulle justeres for en bøje. Det gjorde brugen af autopilot for farligt, og især med motor skal man passe på da rebene kan fanges af skruen. Og det gjorde nattesejllads komplet umuligt.
Fordi hummere er så meget mere værd end krabber og sikkert lever på dybere vand, hjalp det ikke engang at sejle et stykke væk fra kysten. Vi så lobster pots på næsten 200 m dybde, 10-20 mil fra kysten. Ekstremt anstrengende sejlads for os med en lille besætning, fordi man er på hele tiden og helst skal være to i cockpittet for at have dobbelt udkig.
Desuden placeres lobsterpots overalt! Vi har set dem mellem rød og grøn bøje i havneindløb, i mindre sejlrender og andre steder hvor der er meget trafik. De eneste steder de ikke var, var de sejlrender hvor de store containerskibe sejler. Steder med kraftig strøm, for eksempel indløb til bugter og floder, var de næsten umulige at se da strømmen trak flyderen ned under vand, ofte lå de 10-30 cm under vandoverfladen. Flere gang sejlede vi med en af os stående i stævnen, som råbte hver gang kursen skulle justeres for at undgå en lobster pot.
Siden vi var i koldt vand igen, blev fiskeristilen også ændret: Iris pirkede som i Danmark efter torsk, makrel, kuller etc. Så i stedet for at trække linen efter båden, stoppede vi når vejret var til det og der blev pirket til den store guldmedalje. Det gav pote flere gange, men Iris var meget længe om at tilgive at den allerførste torsk som bed på efter kanalen, og som var den største torsk hun nogensinde har fanget, røg af krogen da Mikkel prøvede at hive den op med gaff’en (en lang spids krog man skal fange fisken med). Skyldsspørgsmålet er stadig til diskussion men det gav vores første ægteskabelige krise på turen.
Men vi fangede en del undervejs alligevel.
Boston
På grund af vejret tog vi to stop undervejs til Boston. Det ene i en ret åben bugt ved Plymouth, det andet bag nogen lave øer lidt mere beskyttet for bølgerne.
Derefter nærmede vi os Boston. Boston ligger beskyttet inde bag en masse øer, hvor vi ankrede første nat i herlig natur mellem små øer. Vi ville være sikre på vi ankom i dagslys til Boston da vi ikke var sikre på hvor fyldt det udviste ankerområde foran byen vil være.
Det viste sig at den officielle ankerplads var næsten tom, to andre sejlbåde. Det var en meget dyb ankerplads (ca 15 m) midt i Boston havn som er en stor bugt / flodmunding. Men vi lå flot lige overfor Boston by og havde perfekt udsyn over skyline. Vi tog dinghyen ind til byen og gik en lang tur gennem Boston i perfekt turistvejr. Boston har en ”Freedom trail” som leder en forbi alle historiske mindesmærker, bygninger, kirker og museer fra tiden omkring uafhængighedskrigen og sluttede ved en park med et kæmpestort mindesmærke til Martin Luther King. Vi spiste også en ordentlig ”Boston clam chowder”, en herlig tyk krabbe bisque, og en Fried Dough til desert, som Boston er kendt for.
Vi så også en masse hvaludflugtsbåde som sejlede ud fra Boston Akvarium, og håbede vi selv ville få chancen for at se hvaler senere.
Næste morgen kom tågen og vi kunne ikke se Boston 300 m væk. Heldigvis lettede tågen hurtigt, men pludselig, uvarslet og ud af det blå, kom der et regnskyl med vinde op til 25 m/s (ca 90 km/t) ind gennem havnen. Heldigvis var vi på båden, for ankeret begyndte at drive (første gang nogensinde) og vi stod i regnen med motoren tændt og prøvede at holde Emma nogenlunde på position. Da det slet ikke var varslet, var ankerkæden kun lagt til ’normal vejr’, dvs lidt for lidt kæde til vinde i stormstyrke. Det lykkedes at holde Emma nogenlunde på pletten, og vi kunne se en af de to andre både gøre præcis det samme. Der var heldigvis masser af plads. 15 min senere var det hele forbi, og vi hev ankeret op og flyttede 100 m tilbage på vores tidligere plads. Heldigvis havde ankeret ikke fanget noget, at trække et anker 100 m hen af bunden i en gammel havn kan være meget farligt. For eksempel kunne vi jo have fået et par kasser te med op fra ”Boston Tea Party” i 1773, et af startskuddene førte til den amerikanske uafhængighedskrig (1775-1783).
Videre nordpå
Fra Boston sejlede vi en kort eftermiddagstur videre til Gloucester, en by med en stor og meget velbeskyttet bugt. Gloucester er en meget aktiv fiskerihavn og herfra tager små fiskerbåde blandt andet ud for at fange tun på den traditionelle måde med line og levende madding, hvilket nogen måske har set i National Geographic serien ”Wicked Tuna”. Vi tog en havnerundfart med Emma for at se de kendte både fra serien, men kom desværre ikke i land men byen så hyggelig ud.
Efter et par ankerstop længere nordpå lagde vi anker bag en lille, privat, øde ø ”Richmond Island”. Der går en dæmning ind til land bag øen så man lå perfekt beskyttet for anker i bugten nord for dæmningen. Det var lovligt at gå i land, så vi tog dinghyen til land og gik en lang flot tur i naturen. Øen bruges til camping og spejderture om sommeren men havde lukket for efteråret da vi kom i slutningen af august, så der var ingen mennesker på øen.
Dagen efter ankrede vi en super fredelig bugt, Tottmans Cove. Vi havde først prøvet den store, nye bøje der var i bugten, men da vi prøvede at bakke for at teste den (lige som vi gør med ankeret) skøjtede den hen af bunden, så vi ankrede i stedet. Naturen vi var nået til nu, mindede os nu om vores sommerhus i Sverige: Klippeøer og kyster med grundfjeld helt til overfladen, nåletræer og birketræer. Meget svensk natur.
Vi gik i land og gik en lang tur gennem skoven til en top med en fabelagtig udsigt ud over kysten. Vi fandt også kantareller, lige nok til en sovs til aftensmaden. Men lige som i Sverige er der en bagside af medaljen: Vi blev spist af myg på hele turen, ikke bare på bar hud, de bed også gennem Iris’ løbebukser så hele benet var knubbet bagefter. Heldigvis var der nok vind til at de ikke angreb os ude på Emma. Men det var en af de flotteste og mest fredelige bugter vi har ankret i. Vi følte at vi for første gang siden Bahamas var tilbage i områder med ren natur, ingen mennesker. Selvfølgelig er der også uberørt natur længere sydpå, men siden vi var der om sommeren, var der overalt mennesker, motorbåde, turister mm. Her var vi igen mutters alene med naturen.
Siden Florida er vi nu kommet igennem de fire vegetationszoner som findes på jorden: Tropisk i Miami, subtropisk derfra og op til Chesapeake Bay, tempereret (som i Danmark) op til det nordlige Maine, og ca fra hvor vi var nu starten af polarzonen. I Europa ville man skulle 4000 sømil fra Nordkap ned forbi Kap Verde for at komme gennem de samme zoner som vi her er sejlet igennem på 1200 sømil.
Nordligste punkt
Vi sejlede videre med et enkelt ankerstop og tog så en betalt bøje i Tenants Harbor. Der skulle komme meget kraftig vind og vi trængte også til at komme rigtigt i land og købe lidt ind, da det var over en uge siden vi sidst havde set en by, Boston. Vi blev i Tenants Harbor to nætter og var i land og gik en god lang tur. Der var også en fantastisk ”General store” som havde alt i mad, drikke, udstyr og endda levende hummere. Efter alle de lobster pots vi havde undveget synes vi at vi havde fortjent at smage på dem, så vi købte to på 1,5 pund hver. Prisen var ca 8 dollar pundet, helt ok. Vi dampede dem og lavede suppe af skallerne bagefter. Vi købte også 2 liter hjemmelavet lobster bisque som vi nød de næste dage.
Fra Tenants Harbor sejlede vi en enkelt dagsrejse videre til North Haven. Da vi nu var i slutningen af august følte vi, at det var ved at være tid at vende stævnen sydpå igen. Vi havde desværre ikke mulighed for at tage til Nova Scotia, som vi ellers havde glædet os til. Så North Haven blev vores nordøstligste punkt på turen, ca 100 sømil fra den canadiske grænse. Vi fejrede begivenheden med at spise hummerne, drikke et glas vin og tænke tilbage på de knap 10800 sømil (præcis halvvejs rundt om jorden) vi havde tilbagelagt indtil nu. Og tænkte på det pudsige at lige nu var vi faktisk det tætteste på Danmark vi havde været siden Kap Verde. Vi var under 3000 sømil fra Danmark.
En enkelt henvisning til Danmark kom også da en anden båd med dansk flag på bagbord side sejlede forbi. Dansk flag på bagbord betyder dansker ombord, ligesom vi har (Emma er jo under tysk flag). Det var en fra Roskilde vikingeskibsmuseum som var på besøg her.
Vi udvekslede lidt hilsener over rælingen og blev enige om at området her lignede svenske skærgårde pånær en detalje: Her er over 3 meter tidevand. Når man kommer direkte fra Skandinavien/Østersøen er man lidt uøvet i det, for os var det kommet langsomt, idet Florida har knap 50 cm tidevand og så bliver det ellers mere og mere jo længere nordpå vi kom. Med deraf følgende kraftige strømme også. Så vi havde vænnet os til at tidevand var mindst lige så vigtigt som vejrudsigten til at planlægge sejladsen.
Sydpå igen mod Cape Cod Canal
Vi blev kun en enkelt nat i North Haven, men der var virkelig smukt og idyllisk så vi ville gerne have haft meget længere i Maine. Masser af natur og små, turist-uspolerede byer.
Første stop sydpå var en lille ø, Monhegan, ca 10 mil syd for kysten. Der var kun mulighed for at ankre på relativt dybt vand (10-15 m) lidt ubeskyttet men vejret var til det. Til gengæld gav det flotte naturoplevelser. Under aftensmaden sad vi og kiggede på søløver på nogen klipper tæt på os, og da Iris gik i gang med opvasken efter solnedgang begyndte vores plotter pludselig at bippe. Vi havde glemt at slukke for fiske alarmen som man kan slå til på vores fishfinder/sonar. Iris smed hvad hun havde i hænderne og på 15 minutter havde hun fanget 12 fede makreller som svømmede i store flokke under båden. Flere, mente kokken, vil vi ikke kunne spise med vores begrænsede køle kapacitet. Det blev til stegt markel, makrelsalat og makrel lasagne de næste mange dage.
Dagen efter skete det som vi havde frygtet: Pludselig lød et knald og vi mærkede et ryk i Emma og der kom mærkelige lyde fra Emma og skruen. Vi satte motoren straks i frigear og kunne se en bøje drive væk bag Emma. Heldigvis var rebet blevet knækket af skruen, og vi testede forsigtigt at skruen kunne dreje rundt, dog med lidt rystelser i rattet. Ingen tvivl: Rebet havde ramt skruen, enten sad det der stadig eller endnu værre: Skruen eller skrue akslen var slået skæve. Vi troede ikke det kunne ske med den konstruktion Emma har med beskyttelsen under skruen. Men det skete.
Vi sejlede ind for sejl mod vores ankerplads og listede det sidste stykke ind for langsom motor. Næste morgen trak Mikkel i våddragten (det var på Mikkels vagt det skete😊) og hoppede i det 16 grader kolde vand. Heldigvis var det ”bare” resterne af rebet som stadig sad rundt om skruen og den kunne trækkes rimeligt nemt af. Tilsyneladende ingen skader sket. (Edit: Efter optagning i oktober i Norfolk kunne vi konstatere at der ikke var sket noget med skruen)
Efter endnu et par ankerstop nærmede vi os om eftermiddagen Gloucester, da Iris i det fjerne så hvalobservationsbåden fra Boston 2-3 mil væk. Den lå stille, så vi tænkte det var værd at se om der var hvaler, så vi drejede i retning mod dem. På vej mod dem kunne vi se at en hval sprang højt op af vandet, så vi satte fuld fart på for at nå at se den. Det lykkedes.
Desværre sprang de ikke mens vi var der, men der var en mor med kalv og vist mindst en til. På et tidspunkt kom der bobler først på styrbord side, derefter bagbord, så hvalen svømmede direkte ind under Emma og dukkede op lige på den anden side. I alt blev vi næsten en time mens vi fascineret kunne se hvalerne svømme rundt omkring os.
En halv time senere, med fuld fart mod Gloucester hvor vi nu var så sent at vi ville ankomme i mørke (hvilket ikke er sjovt med alle lobsterpots), så vi lige fremme en enorm fisk. Vi stoppede og det var en kæmpe klumpfisk som stille og roligt svømmede rundt om Emma i overfladen og spiste gobler. Ikke lige så spektakulært som hvalerne men et meget mærkeligt dyr. Absolut ikke elegant, lidt som havets dovendyr.
Resten af vejen til Cap Cod Canal forløb uden nævneværdige hændelser.
