2023-10 Sydpå igen
- Iris og Mikkel
- 14. nov. 2024
- 12 min læsning
03/11/2023 – 31/12/2023
Vi forlod New York den 3.11.
Som det skulle vise sig så var det egentlig for sent. Det er et kompromis: Af hensyn til orkansæsonen bør man ikke sejle syd for 37 breddegrad (Norfolk, dvs bunden af Chesapeake Bay) før 1.12 (forsikringen dækker ikke hvis der kommer en orkan), men samtidig bliver det koldere så man vil gerne videre.
I år viste sig desværre også at være et år med ekstremt uforudsigeligt og omskifteligt vejr.
Som vi tidligere har skrevet, er Emma for høj til at gå indenom i ICW’en (Intracoastal Waterway, kanaler, floder og søer som forbinder hele kysten fra Chesapeake Bay til Key West i Florida). I stedet skal vi udenom, dvs ud i atlanten. Til gengæld sejler man fra New York og sydpå langt udenfor sejlrenderne (hvor fragtskibe sejler) og der er så få fiskehavne så man sejler ofte natten igennem uden at møde ét eneste andet skib. Det var en stor fordel. Så at sejle udenom er mere stressfrit end at sejle indenfor i ICW’en, hvis blot man har tid til at afvente de rigtige vejrvinduer. Hvilket vi heldigvis havde, da ingen gæster havde købt flybilletter endnu.
Motorproblemer og uventet fisk
Sejladsen gennem New York om natten var fantastisk. Nattesejlads ned af East River er udfordrende med færger og andre både, men virkelig en oplevelse at sejle forbi Manhattan med lys i alle højhusene. Med strømmen på op mod 6 knob skal turen afpasses, og her passede vejr og strøm bedst med nattesejlads forbi Hell Gate.
Vi ankrede ved Coney Island og dagen efter tog vi for sejl lidt længere sydpå til Sandy Hook.
Om eftermiddagen prøvede Iris fiskelykken fra båden, da der var masser af små lystfiskerbåde som samlede sig der hvor vi ankrede. De gik efter Striped Bass (en bars), en glimrende, stor spisefisk. Iris fangede dog kun tre hajer (50-70 cm) som vi ikke ville spise.
Efter vi var gået i seng, lige inden vi faldt i søvn, hørte Mikkel fiskehjulet snurre. Han drønede ud i kulden (10 grader) i undertøj og bare tæer. Det viste sig at iris ikke havde strammet hjulet helt, så blinket må være gledet ned i vandet i den kraftige vind og bølger. Det var en 3,8 kg stribet bars som havde bidt og Mikkel fik den ind i lommelygtens skær. Så det Iris ikke kunne fange på 3 timer i løbet af dagen fangede Mikkel sovende. Den smagte fantastisk, over 1,5 kg ren filet blev det til.
Desværre blev turen afbrudt fordi motoren på stykket fra Coney Island til Sandy Hook røg noget (hvidt), og den har brugt en del kølevæske den seneste tid, så vi turde ikke sejle ud på Atlanten uden at få det checket. Vi gik derfor for sejl ind i Perth Amboy Marina og fik fat i en mekaniker. Et tip til sejlere: Hvis I skal have problemer, så tag ikke til New Jersey: Marinaen gav os specialpris fordi det var november, tomt og motorproblemer, så vi betalte ”kun” 170 $/dag (ca 1200 kr) og mekanikeren kostede 190$ i timen!
Heldigvis var motoren ok, vi fik checket indsprøjtningsdyserne som var fine, og kompressionen på motoren var også god. Men der var en læk i kølesystemet (expansions tanken) som de prøvede at fikse uden held, senere på turen fik vi skiftet den selv. Så vi brugte to dage og 12.000 kr på at få at vide at motoren var ok.
Det var i øvrigt vores første dage i marina siden julen 2022. Og første gang vi havde behov for professionel hjælp af nogen slags til Emma siden vi skiftede en pakning i Holland. Vi fik købt ind og gået ture i det flotte efterårsvejr i Perth Amboy, så vi nød opholdet trods alt.
Norfolk, Portsmouth og bundmaling
Endelig kom vi så videre. 0-5 graders kulde og 13 timers mørke hver nat var ikke så tiltrækkende, men vi skulle sydover.
Turen fra New Jersey til Chesapeake blev i to etaper: En lang dag og nat til Cape May, og to dage senere endnu et døgns sejlads til Chesapeake. En tur op af Delaware og ned gennem Chesapeake Bay havde været mere behageligt, men havde taget meget længere tid.
Vi sejlede ud fra Cape May kl 01:30 om natten for at udnytte vejrvinduet, og her er en beskrivelse af Mikkels påklædning på første nattevagt i ca 6 graders kulde og vind:
· Gode sokker og gummistøvler.
· Underbukser, lange sports bukser, træningsdragt bukser, forede sejlerbukser
· Tshirt, langærmet tynd sports trøje, fleece jakke, tynd dun jakke, sejlerjakke og redningsvest
· Hue, handsker
· En sovepose og et tæppe
Vi vidste at Emma efter mange uger i Chesapeake Bay og Port Washington var blevet meget begroet, og det kunne mærkes på hastigheden: Vi kom sjældent over 5 knob, normalt går Emma 6,5 knob. Derfor havde vi aftalt med Cobbs Marina nord for Norfolk at komme op og blive renset så vi kunne bundmale. Ellers ville det blive en meget lang tur til Bahamas. Vi havde skrubbet en del fra kajen i Perth Amboy og kunne se at begroningen kom af i flager.
Først tog vi dog til Norfolk, eller rettere søsterbyen Portsmouth syd for floden og fik plads i en lille Town Dock hvor man kan ligge gratis. Officielt 36 timer, men i november var der halvtomt så vi blev fire dage.
Super sted at ligge bortset fra at en lille færge lagde til i samme bassin og tudede meget kraftigt hver gang den sejlede ud, hver 30 minut fra 0500 til 2200. Og at dem som byggede kajen ikke havde tænkt på tidevand, så 2-3 timer to gange om dagen var der 10-15 cm vand på hele kajen Et ingeniørmæssigt og planlægningsmæssigt pragtstykke!
Fredag aften var der juletræs tænding i Portsmouth, bagefter fik vi en rigtig amerikansk (Detroit) pizza, virkelig lækker, dog ikke slankemad.
Lørdag var der så årets store “illumination parade” i Norfolk, starten af jule sæsonen. Vi tog over med færgen og stod klar sammen med 300.000 andre og så en fantastisk parade med over 85 indslag, de fleste var kæmpe store marching bands med trommer, blæsere, dansere mm af enorme størrelser, nogen med langt over 100 musikere. 1,5 timer tog det for paraden at komme forbi.
Et par dage senere fik vi taget båden op i Cobbs Marina, en lille god familiedrevet marina. Vi fik bundmalet og udskiftet en søventil. Bundmalingen og rensningen virkede, på vej derhen sejlede vi 5 knob for motor, på vej væk sejlede vi 6,5! Ruer på størrelse med enkroner var blevet fjernet! Rensning og bundmaling blev klaret på 2 dage, vi var yderst effektive. Vi vidste også godt at Emma kunne trænge til lidt mere kærlighed, men det kunne ikke lade sig gøre i denne kulde og vi skulle videre.
Vi valgte at bo på hotel de par dage vi havde Emma oppe, men da hotellet var uden morgenmad tog Mikkel hen til den lokale McDonalds for at købe morgenkaffe til Iris. De havde dog kun drive-in åben, og tillod ikke at man købte noget uden køretøj, så Mikkel hentede (folde)cyklen på hotellet og cyklede gennem drive-in, det var ok (om end noget absurd) og var lidt asvært at cykle tilbage med to kopper kaffe. De kunne godt lide Mikkels forslag om at de burde have en gammel cykel stående så andre kunne gøre det samme.
Dog blev den ene cykel stjålet dagen efter da Mikkel skulle til supermarkedet og efterlod Iris’ cykel ulåst foran hotellet i 30 minutter. Dumt.
Thanksgiving blev fejret i Cobbs Marina med middag på nabobåden.
Da vi havde forladt Cobbs Marina lagde vi os for anker i Fort Monroe for at afvente det kommende vejrvindue til at komme rundt om Cape Hatteras, ca 45 timers sejlads
Cape Hatteras, Cape Lookout
Den 29.11 kom så endelig vejrvinduet. Kl 0200 om natten tog vi fra Fort Monroe i -2 graders kulde. Cape Hatteras hedder også ”The graveyard of the Atlantic” så man skal tage det alvorligt med et godt vejr vindue. Bølgerne kommer helt ude fra Atlanten, Golfstrømmen går imod en med 4 knobs strøm ca 5 mil fra spidsen og sandbankerne gør at man skal et stykke ud fra spidsen når man går rundt. Og ingen ankerbugt for både af vores størrelse, så de 220 mil skal tages i et stykke.
Turen gik heldigvis godt. Omkring Cape Hatteras steg vand temperaturen også fra ca 11-12 grader til 22. Vi troede at nu var vinteren forbi, men desværre: Inden ankerpladsen ved Cape Lookout faldt den igen, se billedet af plotteren. I Cape Lookout lå vi som eneste båd, stor kontrast til i sommers hvor her var fyldt. Undervejs mod Cape Lookout, samt inde i bugten, var der masser af delfiner, videoen nedenfor er et sammenklip af turen og bugten.
Vi endte med at skulle blive en uges tid i Cape Lookout. Ikke det store problem, det er en flot bugt. Vi hyggede med brætspil og strikketøj, ordnede at tæret stykke af kølevandssystemet på motoren med Araldit, skiftede vores slidte dannebrogsflag og andre småting.
Charleston
Med en kort, urolig nat i Cape Fear River ankom vi efter to 24-timers sejladser til Charleston, South Carolina. Ved indsejlingen ligger Fort Sumter, et stort fort bygget af briterne, og som blev delvist ødelagt i det slag som startede den amerikanske borgerkrig i 1861.
Vi nød gåture i det smukke Charleston, med sol og 20 grader. Byen er fyldt med store gamle sydstats villaer med søjler og balkoner. Og vi er nu kommet til området med palmer og alligatorer. Charleston har mærkeligt nok en ananas som vartegn, selv om de ikke kan dyrkes her omkring. Det ligger hen i det uvisse hvorfor, nogen mener det er fordi skibe kom fra Caribien med ananas og hentede ris i Charleston.
Vi indhentede også vores nye, gode venner Stan og Rita, som vi lærte at kende i Port Washington.
Ankerpladsen i Charleston var meget fyldt og ligger i floden med stærk strøm. Det gjorde at den sidste nat hvor der kom kraftig vind (20-25 m/s) havde vi vores hidtil mest ubehagelige oplevelse på hele turen. Alle både svingede frem og tilbage, og fordi der var strøm, svinger lette både med lille køl helt anderledes end tunge både som Emma med halv-lang køl. Så hver gang vinden løjer eller tager til svinger alle i hver sin retning fordi ved lettere vinde drejer de lette både med vinden, de tunge mere med strømmen, mens når vinden tager til drejer de tunge også med vinden.
Ved tre tiden om natten hørte vi så en lyd vi ikke kendte. De vi kom op så vi at nabo båden havde fået deres bom kilet ind mellem vores stålwirer i riggen på vores styrbord side. Det vil sige: De sad fast på Emma. Heldigvis kunne vi skubbe dem fri uden skade på dem eller os, men vores anker sad ikke godt mere så i 25 m/s, stærk strøm, 10 graders kulde kl 3 om natten hev vi ankeret op mens vi forsøgte at undgå at ramme andre både. Vi sejlede et par mil længere ud til et sted med meget mere plads hvor vi smed anker og sov resten af natten.
Det var en oplevelse vi gerne ville have undværet og den fik os til at indse at i fremtiden vil vi hellere ligge mere ubeskyttet og stole på vores eget anker og masser af kæde, end tæt på alle andre hvor man ikke kan lægge nok kæde og hvor andre både kan ramme en hvis deres udstyr svigter.
Beaufort/Port Royal
Dagen efter den grimme nat forlod vi Charleston og sejlede en meget lang dag sydpå og nogen timer ind af en flod til byen Beaufort, South Carolina. Som vel at mærke udtales Bew-fort, modsat Beaufort i North Carolina som udtales Bo-fort. Så kan man genkende dem. Igen mødte vi Stan og Rita og var på restaurant med dem.
Vi ankrede lidt syd for Beaufort ved Port Royal, da det så ud til at være det bedste sted at ligge ved den lille storm som skulle komme. Vi gjorde Emma klar til det hårde vejr, surrede sejlene fast, lagde ekstra ankerkæde ud og gjorde os klar til 25 m/s fra skiftende retninger og 30 mm regn i timen. Et lavtryk var lovet lige over os, så vinden ville først komme fra øst, derefter vest. Heldigvis blev det ikke så slemt, og vi lå godt og beskyttet her 10-15 km inde af floden. Dog havde vi 12 timer med 16-17 m/s. Og når der samtidig er strøm drejer Emma sig med strømmen, så 6 timer ligger vi med hækken mod vinden så vinden kommer lige ind bagfra. Ikke så behageligt.
Ude på havet var der rigtig storm, og så meget så et krydstogtskib på vej fra New York til Bahamas i stedet sejlede til Boston. Lidt af en omvæltning hvis man har pakket til badeferie i Bahamas og i stedet ender i vinterkulde i Boston 😊
Ankerpladsen ved Port Royal ligger fantastisk flot, lige ud for en lille kaj med restaurant med herlig Lobster bisque og et mikrobryggeri. Iris har forelsket sig i deres sour beer, Mikkel er mere til almindelig pilsner. Men at få en øl i solnedgangen i en hængebænk under et gammelt træ med udsigt over Emma og sumpområderne, og bagefter udnytte deres gratis Wifi på Emma, er ikke en dårlig kombination.
Hele området er fyldt med de mest fantastiske træer med lav, “Spanish moss”, hængende overalt. Og der er bygget en meget lang gangbro rundt om vådområderne, med et udsigtstårn. Ikke det værste sted at være. Så vi gik lange ture hver dag. En af turene bragte os forbi en stor bøje som var udstillet i en lille park. Tavlen berettede historien om den: Den havde ligget her ved Beaufort men var blevet revet løs i en storm i 1970. Et år senere blev den fundet udfor Skotlands kyst og blev fragtet tilbage og endte så med at blive udstillet her. Så det beviser at hvis man har tid nok kan man drive med Golfstrømmen fra USA til Europa.
Jul i St Augustine
Den 20.12 sejlede vi så videre mod St Augustine, Florida. Ca 30 timers sejlads med 2-3 m bølger bagfra, så der blev ikke sovet meget. Men vores ophængte juletræ (ligesom man gjorde i meget gamle dage) var en god ide fordi det kunne vippe frem og tilbage og holdt hele vejen.
Vi havde bestilt plads ved en bøje inden, så vi vidste der ville være plads. Her lige før jul kunne man risikere at alle ville til St Augustine, da de - ifølge National Geographic - har en af verdens ti flotteste julebelysninger. Det opdagede vi også når vi var i land, gågaden mindede om Disneyland på en varm sommerdag, tusindvis af mennesker, barer, restauranter, butikker mmm. Lidt som at være på julemarked i Nünberg. Den flotteste butik havde fossiler, i alle prisklasser fra 5 dollar op til et stort relief med hundredvis af fossiler til 20.000 dollar.
Turistbådene her er også udsmykket som kaner og med flot julebelysning. Lidt minigolf og en meget dyr is blev det også til.
Juleaften blev fejret med god middag på Emma. Vi havde i ugerne inden bestilt forskellige ting til Emma og os som alle blev leveret hertil, da vi vidste der var mulighed for det (levering til en UPS store). Så vores julegaver blev:
· Iris fik et elektrisk løbehjul som erstatning for den stjålne cykel
· Mikkel fik en generator til at oplade løbehjulet
· Vi fik begge en dobbelt kajak
· Emma fik en ny solfanger
· Og alle tre ønskede sig en ny slange til toilet afløbet (den gamle havde over 5 mm urinsten/kalk på indersiden). Mikkel fik mandlen så han skulle skifte den. Det tog kun 8 timer 1. juledag.
Nytårsraket
Når vi nu ikke kom til Bahamas til jul lykkedes det til gengæld at afslutte vores 6 måneder i USA med et brag: Da vi sejlede fra St Augustine opdagede vi at dagen efter ville der være to Spacex raketopsendelser fra Cape Canaveral: en Falcon Heavy kl 20 (lokal tid) og en mindre med Starlinks kl 23. Falcon heavy er med to løfteraketter som begge lander igen ca 8 min senere.
For at afpasse tiden stoppede vi derfor en nat ud for Daytona Beach (dvs for anker "midt" i atlanten) og sov lidt uroligt med en lille meters swell/dønninger, og sejlede så videre mod Cape Canaveral. Raketterne sendes op ud over havet, så vi havde undersøgt på nettet hvad der var af forbuds zoner og forbudte områder og fundet et sted lige udenfor alle zonerne, a 10 km nord for opsendelsesstedet. Så vi ankrede kl 17 på omkring 18 meters dybde og 1,5 m bølger og ventede på opsendelserne.
En time inden første opsendelse kom så - i bedste hollywood film stil – en helikopter med blink og søgelys flyvende for at sikre at der ikke var skibe i forbudszonerne. Vi tændte vores dækslys for at vise at vi var en høj sejlbåd (de fløj så lavt vi blev helt nervøse), og de stoppede over os og kaldte op på VHF for at sikre at vi vidste der kom en raket og at vi ikke flyttede os. Desuden ville de vide ”How many souls on board” 😊 De ønskede god fornøjelse og fjøj videre, og vi kunne høre på radioen at de var nødt til at bede en anden båd flytte sig ud af forbudszonerne.
Så kom endelig raketten. Videoen kan desværre ikke stille helt skarpt, men man kan ane lyset. Man ville kunne have læst en bog uden problem. Lyden kom 30-40 sekunder senere. Efter et par minutter koblede de to løfteraketter sig så af og fløj tilbage og landede igen på landingspladsen. Det hele skete lige oven over Emma.
Tre timer senere kom en lille Falcon 9 (Falcon Heavy består egentlig af 3 Falcon 9) med Starlink satellitter. Og kl 2330 blev området åbnet igen og vi kunne fortsætte sydover.
Det var den største ”nytårsraket” vi nogensinde har eller vil opleve. Vi føler lidt som i denne Wulf Morgenthaler at nu har vi haft vores ”Mega Blaster Super Explosion Deluxe” raket, så kan vi leve de næste mange år med en NuttiDutti 😊
West Palm Beach
Vi ankom til West Palm Beach 24 timer efter Cape Canaveral. Endelig tilbage i vamt vand. West Palm Beach har en meget stor indsø, Lake Worth, med masser af ankermuligheder. Dog meget populær og fyldt, da det er et meget naturligt sidste stop før Bahamas når man kommer nordfra, da det er meget svært at komme længere sydpå idet Golfstrømmen går meget tæt på kysten hele vejen herfra og til Miami, ofte kun nogle få 100 meter fra kysten.
Men i Lake Worth er der alt fra kæmpe yachter, store fragtskibe og små sejlbåde.
Landgang var meget besværligt da den eneste gratis kaj var blevet ødelagt af de seneste storme. Der lå også en del forliste både rundt omkring, med nye beboere (leguaner). På nær et par enkelte træer er al original lagune natur væk fra disse områder, der er ikke andet end huse og beboelse.
Dog har Manatees (sø-køer) fundet nytte af noget af det menneske skabte: Om vinteren ligger de i det varme udløb fra varmeværket, så de behøver ikke tage sydpå helt rundt om Florida hver vinter. Der er derfor et Manatee Observatory bygget ved siden af kraftværket hvor man kan se manatees.
Vi blev en enkelt nat i West Palm Beach, og nytårs morgen sejlede vi videre mod Bahamas. Vi tog afsted et par timer før dronningens nytårstale. Efter troligt at have set den i 25 år uden noget dramatisk indhold, var det så netop i år der var en reel nyhed i den (Dronningen abdicerede til dem som læser dette om mange år). Det gik vi glip af. :-)
Comments