19/05/2023 – 10/06/2023
der går en ca 1500 km lang ”Intracoastal Waterway” fra det sydlige Florida, Key West og helt til Norfolk, hvor de har samlet indsøer, floder og bygget lidt kanaler så man kan sejle bekyttet hele vejen bag øer / rev. Vi havde håbet det var ICW’en vi skulle tilbringe lang tid på, men der er to problemer: Der er i gennemsnit 8-10 fod dybt (2,4 – 3 m) hvis man kender det og holder sig præcist i midten. Vi stikker 2,1 (7 fod) og havde læst mange beretninger om både som stikker 1,6 m som konstant gik på grund. Og: Alle faste broer er 65 fod / 19,81 m. Vi er 19,85 m. Hvis vi var lokalkendte og virkelig stolede på høj/lavvande ville vi nok kunne sejle igennem og kun ramme med antenne-pisken i masten, men risikoen for at totalskade Emma ved at ramme en bro er for stor.
Derfor var der meget få steder omkring Miami hvor vi rent faktisk kunne komme ind, og kunne komme til et ankersted uden at skulle under en bro og uden at risikere at gå på grund. Vi vidste vi vil komme til at ankre meget, idet marinaerne koster omkring 6-7 dollar per fod per nat. For os på 44 fod vil det blive omkring 1700-1800 kr per nat (!). Vi havde derfor udset os ”Biscayne Bay” lige syd for Miami, som eneste mulige ankerplads i nærheden af Miami. Der var dybt nok, men indsejlingen var kun lige omkring 3 m.
Vi ankom til Miami midt på dagen den 19.6. Da det var præcis ved laveste lavvande ved ankomsten, turde vi ikke sejle ind men ankrede i stedet to timer udenfor i lidt bølger og ventede på at vandet steg en smule. Derefter sejlede vi ind og ankrede foran ”No Name Harbour”, ved øen Key Biscayne sydøst for Miami, sammen med 15-20 andre både. Det viste sig at være en perfekt plads, ankeret holdt i 3 uger, også i tordenvejr med 17-20 m/s vindstød.
Eneste problem med ankerstedet var at det var en lille nationalpark det lå ved, så der var 1,5 km gang til busser og indkøb. Og byen Key Biscayne med 15.000 indbyggere (heraf 10.000 spansktalende) havde intet møntvaskeri(!)
Førstedagen blev derfor brugt til tøjvask i hånden. Efter 2 måneder gennem Caribien, trængte alt til vask inden vi skulle have gæster. Den første uge tog vi på sightseeing til Miami, vaskede tøj, lavede lidt bådarbejde og slappede af. Og gik ture i parken som var fyldt med leguaner, op til lidt over 1 m lange.
Samt indkøb, et slaraffenland efter 3 uger på Bahamas, velforsynede supermarkeder med friske køddiske (første gang siden vi genstartede turen på Martinique) og masser af specielle amerikanske varer. Hvor Mikkel var i supermarkedet og hardware butikker, gik Iris også shopping ... i en stor velforsynet lystfiskerbutik "Captain Harry's" som vi havde læst om i en fiskeguide. Der var også udstyr til lidt større fisk end det vi kan magte på Emma :-).
Besøg
Søndag den 28.5 ankom så Oskar og Mikkel. Vi startede med et par afslappende dage på Emma hvor der blev badet, vi besøgte Miami downtown, samt gik gennem ”Little Havanna”. Miami har en meget stor cubansk befolkningsgruppe som er flygtet fra Cuba. Så alle butikker, busser mv i Miami har spansk som første sprog. Da vi spurgte til en bus i den lokale restaurant, var det først tjener nr. 4, som talte engelsk – det var vi ikke lige indstillet på 😊. Little Havanna var meget sjov men lidt turistet. Cigar butikker overalt. Men også en park hvor de ældre lokale spillede domino, det er åbenbart det man gør på Cuba. Vi spiste en dejlig cubansk burger.
Vi sejlede også med dinghyen til et af villakvartererne i Key Biscayne, I selve byen Key Biscayne er der ingen adgang til vandet, alle grunde mod vandet er bebygget med gigantiske villaer med egen kay, nogen med 20-30 m motorbåde andre med lidt mindre motorbåde som er løftet op af vandet på elevatorer / hejseværk. Der er virkelig mange penge i området her.
Den 31. tog vi så nordpå i lejet bil (en flot Chevrolet SUV). Målet var Orlando (Universal Studios) og Cape Canavarel (Kennedy Space Center). Vi havde planlagt Universal Studio til en torsdag, hvor der normalt ikke er så travlt. Planen gik op: alle fik prøvet de forlystelser de havde lyst til, med maks 25 min ventetid. Mikkel S. og Oskar fik helt ny frisure ved at prøve Rip Ride RockIT rutschebanen (med frit fald, yderloop og det hele). Iris var mest glad for Blues Brothers, som kom om hjørnet med deres legendariske bil og performede på scenen, lige som i filmen. MIB (Men in Black) forlystelsen prøvede vi flere gange og Oskar fik den højeste score i at laserskyde aliens – godt gået! En lang dag og alle faldt bare omkuld efter en god portion fastfood – som man skal spise på disse kanter!
Cape Canaveral
Næste dag, fredag, gik turen til Kennedy Space Center på Cape Caneveral. Vi havde set at der skulle være en raketopsendelse lørdag kl 12, så vi havde købt to-dages billetter. Fredag gav vi os derfor god tid til at se det hele. Der var alle de ’primitive’ raketter fra 1950erne og 60erne hvor man ikke kan være andet end imponeret over hvad der lykkedes uden computere, imponerende regnestykker de lavede i hånden! Der var også en stor udstilling om nutiden og fremtiden. Både SpaceX men også andre producenter har kontrakter med NASA. NASAs bemandede planer for flyvninger er blandt andet med Boeing, men SpaceX er bare bedst til at reklamere for sig selv og har nok også lige nu mest succes med opsendelserne.
Desuden er der en meget stor og flot udstilling centreret omkring rumfærgen Atlantis. Rumfærgerne fløj fra 1981 indtil 2011, i alt fem rumfærger, men Challenger eksploderede ved opsendelsen i 1986 og Columbia eksploderede ved nedstigning i 2003, begge gange omkom alle 7 ombord. Men 133 vellykkede opsendelser blev det til - til ca. 1 milliard dollar stykket. Til sammenligning koster nutidens Space-X opsendelser kun under 100 millioner dollars - trods alt en del penge, hvis man omregner i antal ispinde.
Kennedy Space Center er virkelig et besøg værd. Dog kan man som ikke-amerikaner godt skippe ”Heroes and Legends” udstillingen, meget amerikansk heltedyrkelse. Man lærer generelt en masse, men hele centeret bærer præg af en meget amerikansk tankegang. Blandt andet åbner parken kl 0900 med afspilning af nationalsangen, mens hele køen vender sig om mod flaget, tager hattene af og står andægtigt og stille med hånden på hjertet. Det oplevede vi anden dag vi var der.
Vi gemte busturen ud til Saturn V raketten (dem som blev brugt i alle Apollo missionerne med månelandingerne), da det var derude man kunne overvære opsendelserne, så det gemte vi til lørdagen.
Lørdag morgen til morgenmaden kunne vi så se på SpaceX hjemmesiden at opsendelsen var udskudt på grund af vejret til søndag. En anden Starlink opsendelse var også udskudt fra tidligere og skulle nu foregå søndag kl 6 om morgenen. Så der var chance for to opsendelser samme dag!, dog 90% chance for den første og kun 40% for den anden på grund af vejret.
Vi ændrede derfor vores planer og brugte i stedet lørdagen på en køretur ud til nationalparken Merrit Island National Wildlife Refuge nord for Kennedy Space Center. Parken er mulig fordi Space Centeret ligger så tæt på at der ikke skal bebygges, så man kan sige at naturen har haft fordele af raketprogrammerne. Der var et stort mangroveområde hvor man kunne køre langsomt af en sti gennem området med masser af fugle. Der var også alligatorer, og det lykkedes os heldigvis at se to, en stor rimeligt tæt på (5-6 m) og en lidt mindre i en kanal ved siden af vejen.
Men især fuglelivet var flot: En rovfugl kom flyvende med en fisk den havde fanget, der var massevis af stor hejrer, en af dem stod på stien foran os og havde lige fanget en slange som vred sig i og omkring næbbet.
Og ude ved hovedvejen var der 20-25 gribbe som parterede et ”roadkill”, et rådyr.
Et sted går en flod gennem parken og der er en udsigtsplatform hvor man kan se Manatees. Det var et dyr vi virkelig havde set frem til at se, kæmpestore sø-køer som langsomt spiser søgræs på bunden. Det lykkedes at se en del på lidt afstand og en enkelt så tæt på at vi kunne ane størrelsen af dem. Et fascinerende dyr.
Søndag satte vi så vækkeuret til kl 5 men så (heldigvis) at første opsendelse var udskudt til kl 08:20. Da Kennedy Space Center åbner parkeringen kl 08:30, og vi ville være der så tidligt som muligt for at komme helt ud til Saturn V raketten hvor man er tættest på affyringen (den om eftermiddagen), valgte vi at se første opsendelse fra indkørslen til space centeret. Det var egentlig også det tætteste på vi kunne komme, så det var et glimrende sted. Dog stadig 10 km væk (fra Saturn V er man 5 km væk). Men det lykkedes: Raketten kom op og lyden (med 30 sekunders forsinkelse) var imponerende. Man kunne dog ikke på den afstand mærke det ryste så meget, men den meget dybe lyd helt ned i maven var meget imponerende. At se en raketopsendelse live er noget som vi aldrig har turdet drømme om. Men det gjorde vi!
Inde på centeret viste det sig så at de ikke kørte busser til Saturn V før efter 2. opsendelse, idet NASA lukkede hele området fordi der var to opsendelser samme dag. Vi nåede at ærgre os et par timer og stå lidt i kø til de tribuner og plæner hvor man så kunne se opsendelsen (på længere afstand), men kl 11 blev det så meddelt at opsendelsen var udskudt til dagen efter. Nu havde vi så set en om morgenen, så katastrofen var ikke så stor, og vi brugte så et par timer ved Saturn V (busserne kørte nu igen/alligevel) med udstillinger omkring Apollo missionerne. Saturn V er en vanvittig imponerende stor raket. SpaceX raketten Falcon 9, som vi så blive fyret af, er 53 m lang og vejer ca 290 ton. Saturn V er over dobbelt så lang (110 m) og vejer 2900 ton! Og igen: Bygget og designet uden (moderne) computere, regnekraften ombord på Apollo 11 svarede til en nutids lille lommeregner.
Alt i alt var de to dage på Kennedy Space Center en fantastisk oplevelse. Men man kan sagtens nå det på én (lang) dag hvis der ikke er lange køer. Det er nok et af de mest coole sted vi nogensinde har været, især Saturn raketten.
Everglades
Efter Kennedy Space Center tog vi så nogen timer sydpå til et hotel ved den store sø Okeechobee. Det er den næststørste sø i USA som ligger helt i USA (de store søer ligger alle på grænsen til Canada), men den er intet sted dybere end ca 3,5 m. Hotellet lå flot og vi gik lidt ture, hvor vi både så en lille alligator, skildpadder og fugle i vandet på hotellets område.
Om aftenen spiste vi et sted med en stor buffet med østers, seafood, catfish, ribeye, alligator og andre gode sydstats specialiteter.
Vi tog det som en tidlig sølvbryllupsmiddag (officielt 2 dage senere). Tak til Oskar for invitationen.
Mandag kørte vi så ned til udkanten af Everglades hvor vi prøvede en tur i ”Airboats”, de specielle både som ikke har skrue men i stedet en flypropel monteret bagpå på en meget stor motor (500 hk). De kan sejle henover vegetation uden at ødelægge noget og uden at sidde fast. Det var sjovt at prøve men der var desværre ingen alligatorer eller andet stort dyreliv.
Båd-føreren havde en herlig sydstats-accent, den var vi nødt til at få på video:-)
Men som en del af turen var der dog et alligator show (en del af nationalparken med rangere) hvor man kunne se en del alligatorer som var indfanget fordi de angreb mennesker. Nu var de i indhegninger og vi kunne beundre dem her.
Om aftenen var vi tilbage på Emma i Key Biscayne. Vi fik kørt i alt 1500 km på alt fra små veje, lange lige landeveje og 20 sporede motorveje i Miami. Det bliver næppe mere amerikansk end når man passerer ”Yeehaw junction” og der står ”Next exit 51 miles”.
Hyggeuge på Emma
Resten af ugen slappede vi af på og omkring Emma. Hver dag blev der badet 3-4 gange (mindst), det var også eneste måde vi kunne udholde de 30-35 grader om dagen (26-30 grader om natten). Der var også tordenvejr med gigantiske regnskyl næsten hver eftermiddag. Stort set hver dag var der delfiner i nærheden af båden, nogen dage mange gange. Vi så også en enkelt manatee i det fjerne, men desværre ikke tættere på. Ikke overraskende kunne vi se på vores tøj at vi nu er i USA med fastfood overalt, det er alt sammen krøbet lidt.
Vi tog en enkelt sejltur lidt sydpå, hvor vi ville ind og snorkle lidt i Biscayne bugten som er en nationalpark. Tordenvejr afbrød den plan (der var torden hver dag i Miami) så vi sejlede tilbage til vores normale ankersted. Dagen efter sejlede vi så ind til Miami havn og en rundtur derinde (og tankede lidt diesel til den videre rejse). Fascinerende at sejle inde mellem (eller i hver fald ved siden af) højhusene. Miami har USA's tredjestørste skyline, dvs tredjeflest højhuse. Undervejs sejlede vi også lige forbi et stort Mærsk containerskib i havnen, og der lå (kun) 2 krydstogtskibe den dag, plads til 6-8.
Fredag lejede vi en golfbil! Her i Florida, især i den lille forstad Key Biscayne, har alle huse tre biler: Typisk en Tesla eller Lucid elbil, en stor pickup eller en anden kæmpe SUV (f.eks. BMW, Audi, VW, Ford med bilmodeller som man aldrig ser i Europa) og som tredje bil har de en golfbil til indkøb og til at hente børn fra skolen. Så efter 3 uger i Miami følte vi os lokale og lejede en golfbil og kørte til Crandon Park, en anlagt park i forbindelse med stranden, lige nord for Key Biscayne, hvor vi så masser af påfugle og 100-vis af leguaner. En utroligt flot park. Der var advarsler om krokodiller (ikke alligatorer) i parken men vi så ingen.
Lørdag den 10.6 sagde vi så farvel til Oskar og Mikkel som fløj hjem, og vi startede på turen nordpå. Egentlig skulle vi være nord for den 37. breddegrad (omkring Norfolk / Chesapeake Bay) inden orkansæsonen startede den 1.6. Derfor vi ville gerne tage de ca 700 sømil nordpå så hurtigt som muligt, helst i 1-2 lange træk. Golfstrømmen burde hjælpe med 1-3 knobs medstrøm, men vi må se om vejret spiller med. Vi glæder os også til lidt køligere vejr længere nordpå (hvis det er muligt).