10/06/2023 – 12/07/2023
Florida Highway
Fra Miami sejlede vi nordpå. Vi sejlede midt i golfstrømmen, hvilket – trods relativ mild vind – gav os en gennemsnitsfart på næsten 8 knob de første to døgn. Vi sejlede ca 185 sømil per døgn, tidligere rekorder var lige under 140 mil. Hver aften var der tordenvejr rundt omkring os, et par gange så meget at vi tog antennestikket ud af radioen, så den ikke brænder så nemt af, tændte motoren (en gammel dieselmotor kører videre selv hvis alt elektrisk brænder sammen ved lynnedslag) og gik nedenunder et par timer. I en stålbåd er man i et Faraday bur som burde beskytte os rimelig godt mod selve lyn.
Vi var meget overraskede over så ekstremt afgrænset Golfstrømmen er. Det ligner en flod, inklusive slyngninger og bugter som skæres af. Den er så afgrænset at den går fra nærmest 0 til 4 knob på ganske få sømil langs kanten. Med den fart Emma laver, føles det at være på en motorvej - hvorfor vi kaldt strækningen Florida Highway.
Vores kurs var mod stik nord og vi fulgte strømmen i ca to døgn, men da strømmen så drejede mod øst og vi fortsatte mod nord, og vinden samtidig blev meget kraftigere sydfra, kom vi det sidste døgn ud i meget høje grimme bølger og havde en meget urolig nat. Vi endte med at sætte stormfokken ved ca 15-17 m/s og klarede os igennem til indsejlingen til Georgetown. 485 sømil på 70 timer, gennemsnit 7 knob. Aldrig nogensinde har vi sejlet så høj en gennemsnitshastighed. Vi ankom om formiddagen og kastede anker og sov til middag lige indenfor indsejlingen inden vi fortsatte den sidste times tid ind til Georgetown.
Georgetown
Indsejlingen til Georgetown var 10 km på floder på ICW’en, så det var eneste sted vi fik sejlet på den. Men det skulle også være et af de flotteste stykker på grund af naturen med skove, laguner, fugle, delfiner og fisk som sprang. Georgetown er en lille hyggelig by. Vi kunne ankre bagest i havnen, ikke det mest idylliske sted, med en stor stålfabrik som nærmeste nabo og en papirfabrik i baggrunden som engang i mellem lugtede. Men der er ikke mange ankersteder hvor vi kan være med vores 20 m mast (broerne i ICW’en er alle 19,8 m) og 2,1 m dybgang, og når man ikke vil betale 1000+ kr per nat for en lille havn. Fra ankerpladsen var der en kort Dinghy tur til byen som har masser af public docks hvor man kan lægge Dinghyen og gå i land. Dog skulle man holde lidt øje med alligatorerne, som holder ved restauranterne langs haborwalk.
Vi kunne godt lide Georgetown. En meget amerikansk sydstats by, villaveje/alleer med store gamle træer som dækkede hele vejen, og typiske amerikanske træhuse med stor velholdt forhave. Visse kvarterer var lidt forfaldne, tidligere levede byen stort på handel og sejlads, på fiskeri, indigo produktion (farven som bruges til blue jeans) og transport af bomuld og andre produkter fra de store plantager. Samt spor af tidligere slavehandel til de samme. Og en stor tøj-forarbejdnings industri, som lige havde lukket portene. South Carolinas flag er det eneste som har blå baggrund, på grund af indigo produktionen.
Vi fandt et møntvaskeri oppe i byen og snakkede med to motorcyklister og fik lov at sidde på deres Harley. Iris har en drøm om en Harley tur i USA, vi må se om vi kan finde ud af det på turen her. Vi spiste lokal sydstatsmad, besøgte et gratis maritimt museum, og mens Mikkel købte ind, var Iris på det lokale historiske museum i et byhus fra en plantage besidder, fra ca 1780.
Gerogetown har haft mange rejefiskere, klassiske Forest Gump både med to net som sænkes på hver side. Der er fortsat et sted hvor man kunne købe rejerne fra den uafhængige sammenslutning/coop af fiskerne. Dog er den industri også snart væk da vi hørte at byen vil udnytte området til hoteller og dyre udstykninger så der ikke længere bliver plads til rejefiskerne. Vi købte hver dag nogen pund friskfangede rejer (5-10 dollar per pund), så vi levede stort set af rejer den tid vi var i Georgetown.
På ankerpladsen lå en Schweizisk katamaran Prana Cat med et ældre ægtepar som vi spiste hos (rejer!) en aften og fik gode tips til den videre rejse. De havde sejlet på USA's østkyst de seneste 2-3 år.
Vi blev i Gerogetown 3 dage og sejlede så videre. Men vi kunne godt forestille os at vi kommer forbi igen til efteråret når turen går sydpå. Da vi fortsat var i orkan-zonen (indtil 37 breddegrad) og allerede langt inde i orkansæsonen (startede 1.6 og nu var det 17.6) planlagde vi et par lange stræk for at komme hurtigt til Chesapeake Bay, hvor sydspidsen lige akkurat ligger på 37. breddegrad.
North Carolinas kyst er præget af tre større pynter som man skal meget langt udenom på grund af lavt vand. Den sidste er Cape Hatteras som er berygtet fordi der kan være meget hårdt vejr og slemme bølger. Der er mange forliste skibe fra gamle dage og kaldes derfor graveyard of the atlantik.
Første stræk var 32 timer til Cape Lookout, en pynt med en stor bugt bagved. Den gav os mindelser om Danmark og Skagen med klitter, strande, havre på stranden og sæler i vandet. Og masser af ankrede småbåde hvor folk badede og solede sig. Turen til Cape Lookout bød på kraftigere vind end vi havde forventet, så vi satte stormfokken. Men pludselig lød et knald og fokken blafrede. Det viste sig at ringen i hjørnet af sejlet, som holder skødet var revet af. De bånd som holder ringen fast på sejlet, er langsomt blevet tæret af salt og sollys. Vi klarede os videre med det almindelige rebet forsejl.
Næste dag sejlede vi videre rundt om Cape Hatteras. Vejrudsigten lovede perfekt vind fra syd, mens den dagen efter (og hele ugen derefter) ville blive meget kraftig med mulighed for store bølger, så vi havde afpasset vejrvinduet perfekt. Vi kom rundt om Cape Hatteras i rolig vind og fortsatte natten igennem indtil Chesapeake Bay, hvor vi ankom i halvhårdt regnvejr næste formiddag.
Lidt om amerikansk og amerikansk søfart
Vi klarer os godt og bliver generelt rost når vi taler engelsk, amerikanerne er meget begejstrede for så godt europæere taler engelsk. Men vi er dog stødt på to amerikanske dialekter som vi har haft meget svært ved at forstå.
Det ene er New York Subwaysk, som selv New Yorkere har svært ved at forstå på grund af hastighed og dårlig kvalitet højttalere.
Det andet er Coast Guard engelsk, brugt ved alle meldinger på kanal 16. Det virker som om de af egen lomme skal betale per sekund de sender, så de taler ekstremt hurtigt, med forkortelser, ingen gentagelser af stednavne eller koordinater og ingenting staves. I Danmark er vi vant til, at Lyngby Radio bogstaverer og gentager stednavne så man til sidst er helt træt af at høre dem stave til Sjællands Odde (Sierra Juliet Alpha Echo Lima Lima Alpha November Delta Sierra – new word – Oscar Delta Delta Echo), men her får man bare i ekstremt hurtig tekst ”Man has been observed in the water south of Main Bridge. End of message”. Vores VHF rækker 50-100 km, så det er komplet umuligt for os at vide om vi er tæt på eller langt fra den stakkel som er i livsfare i vandet, og som vi måske kunne hjælpe. Det betyder at – i bedste fald hvor vi forstod meldingen – krævede det Google Maps og internet at finde ud af hvor meldingen gjaldt.
Det tog os 5-10 meldinger før vi overhovedet fandt ud af hvilken arbejdskanal vi skulle skifte til ”forinformationswitchtochannel22alphaonehundredfiftysevendecimaltenmegahertz”. "22 alpha" er på vores radio kanal 1022, kanal 22 i europa er duplex (forskellige frekvenser til at send og modtage),i USA simplex. Så vores håndholdte radioer vil ikke kunne snakke med kystvagten.
Muligvis er de slet ikke vant til det fonetiske alfabet. Syd for Coney Island blev vi kaldt op og skulle angive bådnavn, destination, størrelse, personer ombord etc. Trods meget langsom og tydelig bogstavering af kaptajnens navn (Iris Schioetz) var der blot 1 min pause bagefter hvorefter de sagde ”Og efternavnet”. Efter endnu en meget langsom bogstavering OG stavet i normale bogstaver var der en ny pause hvorefter de havde fået fat i ”SCH” og ikke mere. Det tog MEGET lang tid at få alle oplysningerne igennem. Til sidst spurgte Mikkel lidt provokerende om vores radio kvalitet var dårlig men de svarede den var ok men lidt lav. Men de var super venlige!
Generelt er alle amerikanere vi møder venlige. Vi bliver tiltalt og der snakkes pænt til os, der hilses på os i havnene (se også om Annapolis) og det er ekstremt behageligt i det hele taget. Vi har stadig den fordom at USA er frygtelig (verdens rigeste uland) men amerikanerne er generelt yderst behagelige mennesker. En mærkelig kontrast.
Vi har tidligere moret os over at amerikanere altid siger by og stat når man spørger hvor de er fra. Men nu forstår vi det, der er så mange gengangere i bynavne da det virker som om alle byerne nord for Florida er opkaldt efter tilsvarende byer i Storbritanien. Vi har passeret mindst 5 Wilmington, der er flere Williamsburg, og vores hjerner skulle bruge lang tid på at forstå at Oxford og Cambridge, selv om de har universiteter, ikke er de Oxford og Cambridge man kender.
Chesapeake Bay - Den historiske trekant
Vi startede med at ankre 3 nætter i Phoebus, lige overfor Norfolk. Positionen var 37’00.56 grader nord, dvs ca 600 meter nord for forsikringens orkan-området. Her dækker forsikringen også skader ved navngivne storme, dog ankom vi den 20 juni, ikke den 1 juni. Vi klarede det, ”flugten” siden Martinique var overstået.
Det betyder ikke at der ikke kommer orkaner her nordpå, men det er sjældnere og der er masser af beskyttede steder man kan flygte hen.
Phoebus ligger lige ved ”Fort Monroe”, et af USA's største og ældste forts, historisk var det lige her de aller første 20 slaver ankom til de britiske kolonier i USA i 1619. Under borgerkrigen (1861) blev Virginia indtaget af sydstaterne men Fort Monroe forblev under nordstaterne. Mange slaver flygtede ind til fortet, og fortets kommandør udstedte en berømt ”Confiscation Act” som betød at de undvegne slaver blev betragtet som krigsbytte og derfor ikke skulle leveres tilbage til deres ejere. Dette gjorde at slaver i tusindvis flygtede til Fort Monroe, hvor de levede, modtog undervisning og mange hjalp også aktivt til i krigen. Hvor mange som ikke klarede flugten vides ikke, der var mange farer og dusørjægere som indfangede dem og bragte dem tilbage. Så man kan sige at slaveriet i de engelske kolonier startede her og ”starten på afslutningen” var også her.
Selve fortet var designet af en fransk krigs-arkitekt og befæstningen (men ikke slottet) mindede os om Kronborgs med bastioner, kasematter og voldgrav.
Generelt var Virginia et af de absolut værste slavestater. Indtil 1967 var det forbudt ved lov at have ægteskab mellem hvide og ikke-hvide. Ikke-hvide var alle som havde blot den mindste del sort eller indiansk blod i årerne. Undtaget var dog at under 1/16 indiansk blod blev anset som hvid, idet efterkommerne af Pocahontas (mere om hende senere) var meget rige og indflydelsesrige. Så der var en decideret ”Lex Pocahontas” i lovgivningen.
Efter Phoebus sejlede vi op af James River, og under en stor bro som skulle hæves for os (i øsende regnvejr), med rigtig lange bilkøer på motorvejen til følge. Vi havde lidt dårlig samvittighed, men kunne ikke gøre andet.
Hele området omkring Norfolk er militær havn for de største dele af USA’s flåde med både ubåde, helikopterøvelser og store krigsskibe. På James river kom vi forbi et værft med 4 store hangarskibe under bygning og ombygning. De er ret store!.
Længere oppe af floden var en af USA’s 3 ”Mothball fleets”, er område hvor der ligger udtjente militærskibe på bøjer og venter på enten ophugning eller at de skal gen-indsættes i tilfælde af krige eller konflikter. På James River har der på et tidspunkt ligget over 600 skibe (!), lige nu ligger der omkring 10. De bruger dem også til øvelser, der cirklede et par helikoptere rundt om dem da vi var der.
Vi ankrede udfor Jamestown i floden. Trods skiftende strømme (tidevandet når helt herop) turde vi godt efterlade Emma her ”midt” i floden. Jamestown er et af hjørnerne i Den Historiske Trekant: Jamestown, koloniernes vugge hvor de første engelske settlement var, Williamsburg hvor selvstændigheden blev grundlagt og borgerkrigen startede , samt slagmarken ved Yorkstown hvor borgerkrigen sluttede.
I Jamestown ankom de første britiske kolonialister i 1607 og slog sig ned for at tjene penge til The Virginia Company i England. Det var den første permanente bosættelse i den britiske del af USA. Trods store problemer, masser af døde, sygdomme, krige med indianerne mm var der her permanent beboelse siden 1607. Det er også her historien om Pocahontas stammer fra: Hun var høvdingedatter og var med i mange forhandlinger med briterne. Hun havde dog næppe et kærligt forhold til John Smith som Disney beskriver det, idet han var i 30’erne mens hun var 12-13 år gammel da han blev fanget af indianerne. Men hun blev senere holdt fanget af briterne, giftede sig med en af dem og sejlede til England. Og hendes fortælling blev berømt allerede i 1800 tallet.
Vi besøgte det store museum ”Jamestown Settlement”, et fantastisk stort og informativt museum. Man kunne snildt have brugt længere end de 5-6 timer vi brugte. Der var både udendørs aktiviteter (vi så blandt andet hvordan en gammel musket lades og blev skudt af), rekonstruktioner af skibene de ankom med samt et kæmpe indendørs område med masser af informationer, moderne, interaktivt og interessant lavet. Et af de bedste museer vi nogensinde har besøgt.
Om aftenen var der lidt livemusik på det lokale bryggeri som havde forskellige tyske øl som Kölsch (Kolsch), Dortmunder, Radler, forskellige pilsnere mm. Det var en uventet hjemlig følelse vi ikke havde forventet.
Dagen efter tog vi bussen til Williamsburg. I Willamsburg har de i starten af 1900-tallet – med finansiering af Rockefeller – opkøbt et meget stort område af den gamle bydel. Alle huse fra efter 1800 er blevet fjernet (over 600), så der kun står nyrestaurerede og genopførte bygninger fra 1700-1799. Det hele er et levende frilandsmuseum ”Colonial Williamsburg” med 100-vis af ansatte i forskellige værksteder som opretholder gamle fag, alle klædt i korrekte tidstypiske klæder fra sko til briller og hatte. Der var skomagere, karetmager, smedjer, bagere, skræddere, vævere, læderværksteder etc som blandt andet laver alt det tøj de ansatte går rundt i og alt det værktøj og udstyr (eks kareter) som bruges. Flere af håndværkerne sagde, at dette var et af de få steder i verden hvor det udøves, og mange gamle teknikker er blevet genopfundet her. De samarbejder med andre museer og universiteter rundt om i verden for at dele viden om de uddøende håndværk.
Ud over værkstederne er der huse med rundvisninger og historiske fortællinger, for eksempel den kro hvor Jefferson sammen med andre af ”the founding fathers” lagde kimen til revolutionen, eller guvernør boligen hvor man fik forklaret om afslutningen af kolonitiden. Hele området har fri adgang, men man køber billet hvis man vil ind i huse og værksteder, hvilket vi gjorde. Det blev en meget lang dag med mange skridt og vi kom trætte tilbage til Emma om aftenen. Så hvor Jamestown repræsenterede 1600 tallet var Colonial Williamsburg 1700 tallet.
Tankevækkende at dette museum viste ting som trods alt kun er ca 150-200 år før de fløj til månen, som vi havde set i Kennedy Space Center. Sikken kontrast.
Vi kom ikke til Yorktown hvor sydstaterne overgav sig endeligt. Der skulle også være gode museer.
Bøjer og andre sømærker
Der er tre ting at bemærke om bøjer og sømærker her:
For det første: Caribien og USA bruger IALA-B, det vil sige at der er rød til styrbord og grøn til bagbord når man kommer fra havet, modsat i Europa. Denne info er nok mest til de sejler-interesserede. I Caribien var der stort set ingen bøjer så der spillede det ikke så stor rolle.
For det andet: Rigtig mange bøjer har fortsat lyd indbygget. Mest klokker som klimpre stille i bølgerne, men nogen har horn som hyler med en dyb, truende lyd hver gang bølgerne driver luft ind i bøjen. Når man sejler om natten og i 1-2 timer hører en fjern, rytmisk dyb lyd starter man med i lang tid at undersøge hvor på båden det kommer fra. Snorker partneren så rytmisk, er der et reb som vibrerer i vinden,… Ligger man for anker nær en klokke-bøje er det en meget behagelig stille ringen.
For det tredje er der virkelig mange gamle faste fyrtårn på skær og klipper. Meget dekorative. Der bor ikke længere en fyrpasser på dem, men de fleste er fortsat pæne og vedligeholdte.
Annapolis
Vi valgte at springe Washington over og gemme den til efteråret. Blandt andet fordi vi ”tilfældigvis” havde en masse venner som ville til New York til sommeren og dem ville vi gerne møde.
I stedet tog vi fra Jamestown mod Annapolis. Undervejs lavede vi et par ankerstop, det ene i Reedsville hvor vi tog i land i en hyggelig, meget lille, by. Vi spiste lidt blandet seafood, blandt andet ”soft shell crabs” som er en Chesapeake Bay specialitet. Det er krabber (typisk Blue Crabs) som fanges / tilberedes lige når de har smidt deres skal og inden den underliggende nye skal er blevet hård. Krabberne frituresteges hele, kun indvolde og mave er fjernet, og så spiser man alt, inklusive kløer, ben, krop, rygskjold etc.
Vi var også til lokal live musik, et par herlige typer med god gammeldags vaske-balje gulvbas og god stemning.
I Annapolis lagde vi os for anker udenfor havnen. Man kan også tage en bøje (Mooring) i havnen, de koster 50 dollar per nat. Selv om det er billigt for USA i forhold til at havnen ville koste over 1000 kr per nat, så sparer vi gerne pengene. Og man ser nemt hvem som er på lavere budget: Der var tre både for anker, det var de tre eneste udenlandske både: En østrigsk, os og Jambo, en tysk båd som vi har fulgt på Facebook og Youtube de sidste 3-4 år som inspiration til vores rejser. Kan varmt anbefales som et godt alternativ til de mange unge par i bikinier og sixpack som ellers laver rejsevideoer. Mere om Jambo lidt senere.
Annapolis er en meget flot historisk by. Den gamle bydel ved havnen består af flotte, velholdte gamle huse, mange tilbage fra 1700 tallet. På havnen er en skulptur for Alex Haley, forfatteren som skrev ”Roots” som handler om hans forfader som kom til Annapolis som slave i slutningen af 1700 tallet og som bogens Kunta Kinte er bygget over.
I Annapolis ligger det amerikanske Naval Academy hvor alle kadetter uddannes til flåden. Der er ca 5000 kadetter på fem årgange. Hver morgen blev vi vækket af deres morgengymnastik kl 6 hvor instruktørens stemme rungede over vandet fra de store højttalere fra sportspladsen. Det gav lidt dårlig samvittighed når man blev liggende i sengen. Og kl 8 blev nationalmelodien spillet mens de hejste flaget. Vi besøgte også akademiet, det var meget spændende at se. Lidt pudsigt at hele området var åbent for turister samtidig med at de studerende var der.
Mens vi lå for anker kom mange både fordi og hilste. Flere af dem på tysk, enten fordi de havde tyske forfædre, havde været udstationeret i militæret i Tyskland eller blot havde arbejdet der. En båd – Windrush – sejlede forbi og inviterede os til at hilse på dem og råbte en adresse til os. Vi mødtes nogen dage senere til middag og besøgte også deres hjem, et rækkehus i den gamle bydel fra 1700-tallet. Manden var født i Schweitz og talte lidt tysk, og de planlægger at tage på langtur til næste år, så vi snakkede en masse og gav gode tips. Virkelig hyggeligt, og vi håber vi ser dem igen senere på turen.
Vi havde også Martin og Anke fra Jambo til middag på Emma. Vi har fulgt Martins Youtube videoer og Facebook beretninger i mange år, han er nu sejlet to gange til Caribien singlehand, og Anke sejler med i de kystnære områder. Vi vidste han sejlede op langs USA nogen uger foran os, dog inde på Intracostal Waterway (ICW). I Annapolis lå vi så endelig ved siden af dem og havde chancen for at sige tak for videoerne og inspirationen ved at invitere på middag. Det endte med at vi også lå tæt på dem to gange ved New York, hvorfra Martin/Jambo sejlede den 1. august for at sejle solo til Capetown i Sydafrika, ca 9000 sømil på 3 måneder, måske med kort stop på Azorerne. Han kan følges på Facebook (M Jambo Sailing) eller hjemmesiden mjambo.de.
Annapolis på USA's uafhængighedsdag, 4. juli: ud over et stort fyrværkeri fra en pram i havnen (skulle lige om-ankre Emma to gange for at komme udenfor den virtuelle afspærring) var der parade i byen. En blandet affære med lokale indslag (brandvæsen, skoler etc), politikere som havde betalt for at komme med samt diverse interesseorganisationer som den kinesiske Falun Gong. Men sjovt at se, og langt færre amerikanske flag end ventet. Dog lige nationalmelodien samt de fem værns hymner inden (Marine, Navy, Cost Guard, Air Force og Army).
Vi blev i Annapolis en god uges tid og benyttede muligheden til at få repareret stormfokken samt til at få skiftet vores forbrugsbatterier som var blevet meget gamle og svage. Det krævede lidt koordinering at skifte da det er to styks på 75 kg hver (270 Ah) så man kan ikke bare transportere dem med Dinghy ud til båden. Vi fik lov at lægge til ved havnen og fik hjælp af havnepersonalet og Uber chauffører til afhentning og montage.
Fra Annapolis sejlede vi nordpå til enden af Chesapeake Bay hvor der går en kanal over til Delaware River. Da vi var i kanalen regnede det i stråler så vi så desværre ikke noget af den flotte natur. Vi ankrede i Delaware River og sejlede derfra ned af den enorme flod som er op til 20-30 km bred ved udmundingen. Der var masser af træ-stykker og hele stammer i vandet så man skulle holde lidt øje med hvor man sejlede. Vi ankrede lige udenfor Cape May havn da der var fyldt indenfor. Der var delfiner rundt omkring os om aftenen. Kysten fra Cape May og nordpå er fyldt med strande og underholdning, store forlystelsesparker, Atlantic City (østkystens Las Vegas) og andet. Så vi sejlede direkte fra Cape May og ca 24 timers sejlads til New York.
Om eftermiddagen den 12.7 kunne vi se New Yorks skyline i det fjerne. En milepæl på vores tur var nået.
