22/11/2022 - 09/12/2022
Vi startede med en kort tur til sydsiden af Sao Antao. Både for lige at Peter fik en tilvandinssejlads med Emma, men også fordi der var så meget vind i Mindelo at vi ikke kunne hejse de to forsejl vi ville have op til turen over Atlanten. Div. anbefalinger sagde, at med to forsejl ville vi kunne sejle godt og sikkert med vinden i ryggen, og rebning ville forgå nemt. Vi sejlede ud i 14-16 m/s fra Mindelo, men da vi kom rundt om Sao Antao stilnede vinden helt af og vi kastede anker ved en flot sort strand hvor der var 0 sekundmeter vind.
Forsejlene kom op i vindstille. Men til vores store overraskelse blev det alt andet end en stille nat. Stort set i det sekund solen gik ned begyndte der at komme faldvinde ned fra bjergene. Det betød at vinden hele natten skiftede mellem 0 og vindstød op til 16-17 m/s. Når man ligger for anker ved en meget stejl skrænt hvor vi havde 20 m dybde ca 60 m fra stranden er det ikke sjovt. Mikkel sov (prøvede) i cockpittet de første mange timer, og ankervagten blev koblet på. I det sekund solen stod op faldt vinden igen til under 1 m/s.
Men næste morgen startede så den egentlige atlanterhavskrydsning. Plotteren sagde 1997 mil til Barbados. Med god fart (6 knob) ville det tage knap 14 dage, med langsom fart (5 knob) 17 dage. Vi endte på 16 dage. Turen bliver ikke gennemgået kronologisk, men i stedet bliver sjove hændelser, detaljer og andet taget emnemæssigt.
Dagligdagen
Dagene foregik relativt rutinemæssigt (læs: Man r...keder sig hele turen).
Vi lavede ikke faste vagter om dagen, der var alligevel altid nogle i cockpittet. Så vagterne blev blot lavet som fem 3-timers vagter fra 18-09, og først om aftenen besluttede vi vagt-rækkefølgen så man kunne vælge afhængig af træthed mm. Men det betød ca 9 timers hvile hver nat, dog sover man sjældent mere end 1-2 timer af gangen pga lyde, bølger og varme.
På nattevagterne skulle man mest holde øje med at kurs og vind ikke skiftede for meget, samt kigge lidt efter andre skibe.
Måltider blev indtaget lidt kaotisk, dog ofte et stort ved 17-tiden. Men nogen dage ingen rigtig morgenmad, andre dage kun to måltider, men vi spiste godt og meget. Kirsten og Mikkel delte køkkentjanserne, Kirsten stod for de kreative indslag med frugt, grønt og kager, imens Mikkel diskede mere simple, men nærende aftensmåltider op.
3-400 mil før Barbados var der på et tidspunkt ingen vind og ingen bølger, så vi stoppede motoren og hoppede i vandet (altid en om bord dog). Det er lidt specielt at bade 1000 km fra nærmeste land med ca 4000 m vand under sig.
Sejlads og vind
Ud over de første 4 timer i læ for Sao Antao så var vinden de første 11-12 dage perfekt. Først en dags tid for almindelige sejl, derefter 7-8 dage for doppelt forsejl. Det fungerede perfekt, super sejlads og vindroret (Jim) styrede 10-12 dage uden at blive passet. Fordelen ved to forsejl er, at man kan sejle 20-30 grader skævt fra vinden og de står stadig, så vi kunne styre ukritisk så længe vindretningen var mellem ca 150 fra styrbord til 150 grader fra bagbord. Desuden kan en nattevagt rebe sejlene (rulle dem ind) alene hvis vinden stiger.
De første 10-12 dage var der til gengæld ret store, ubehagelige bølger, så at søve var ikke altid lige sjovt.
Efter 8-9 dage drejede vinden og faldt lidt, så derefter blev det to dage for genakker. En genakker er ligesom en spiler et kæmpe (ofte farvet) sejl som trækkes op, men det ene hjørne sidder fast foran så den bruges med vinden fra siden (agten for tværs). Emmas genakker måler 130 m2 (mod de to forsejl sammen ca 70 m2), så ved lave vinde giver den bedre fart. Det blev til to døgn med 4-5 m/s og ca 4 knob fart.
Derefter på 13. dag begyndte vinden at falde endnu mere, og herfra var der desværre en del dage for motor. Den 6.12 skiftede vinden endda til at komme fra vest (den vej vi skulle), hvilket er ret usædvanligt.
Men alt i alt en rimelig overfart, gennemsnit omkring 5,5 knob på hele turen.
Vi så delfiner lige efter Kap Verde, derefter ingen andre dyr end et par fugle og de fisk vi fangede.
Underholdning og forplejning
Vi fiskede med liner ude det meste af tiden. Fiskehjulet gik i stykker efter 3-4 dage men vi fangede bedre på en 30m line hængt ud fra en klampe (med en elastik til at tage de værste ryk, når en fisk bider på). Dog lidt trælst at trække ind.
Første halvdel af turen gav 6-8 gode fisk (under et kilo, men masser af kød på), men derefter var der helt dødt og masser af sargasso-tang i vandet, så linerne skulle ind og renses hver halve time. Til sidst gad vi det ikke mere. Vi mener det vi fangede mest var en slags hestemakrel, samt en lille tun-art.
Vi lavede både Sushi, rå fisk i marinade, stegt fisk og graved fisk.
Ellers lavede vi meget varieret mad, vi havde masser af grøntsager med, vi havde kogt gullash og kødsovs inden afgang fra Mindelo og spiste generelt meget luksuriøst og sundt. Mange morgener med friskbagt morgenbrød (fra pande)
Derudover blev der bagt massevis af kager af forskellige slags.
Bunde fra Mindelo med chokoladecreme (fra Marokko) og frisk kokos
Bunde fra Mindelo med rødvinsmarinerede svesker.
Kage med Kiwi blomme marmelade
Hjemmebagt rabarbersnitter (af tørrede rabarber fra Birgits have i Greve)
Hjemmelavede pebernødder bagt i solovn.
Flødeskum er stort set umuligt i 30 graders varme, men ellers blev det godt.
Vi fejrede forskellige ”fester” (uden alkohol, men rigelig kage) undervejs, men trods at vi selv mener vi var tidligt ude med invitationer og reklame var det kun festudvalget som mødte op. En af de planlagte fester var der endda kun to fra festudvalget til stede, den lå også på et mærkeligt tidspunkt. Men vi fejrede:
Halvvejsfest med 1000 NM tilbage. Eneste afvigelse fra en ellers klar regel: Et lille glas portvin blev serveret.
2/3 fest
3/4 fest (500 mil tilbage) hvor kun Kirsten og Søren mødte op. Det skal siges at klokken var 03:50
1.12 julepyntede vi og satte juletræ op
6.12 satte vi sko ud, fordi i Tyskland kommer Sankt Nikolaus og putter slik i støvlerne. Normalt er det vinterstøvler, her var det klipklapper. Han kunne dog kun bære en pose slik ud til os, så om morgenen var der klipklapper med juleskum.
Så prøvede vi en ”333 NM tilbage (den klassiske 5/6 fest)” men missede den så i stedet blev det en klassisk ”320 NM tilbage”
En fest missede vi helt: Vi kunne se på oversejlingskortet at der var en vejr-bøje midtvejs. Vi stilede mod den men med en upopulær kaptainsbeslutning afveg vi kun 24 timer inden fra kursen for i stedet at sejle mere sydover mod bedre vind. Der var begyndende mytteri men det blev slået hårdt ned.
Så blev der drukket vand, vand og vand. Og engang imellem en sodastream sodavand. Køleskabet blev presset til det yderste til nedkøling af vores 10-15 l vand per dag.
Til gengæld er alle bøgerne stort set urørte, man har egentlig ikke tid og lyst til at læse undervejs. Men vi læste højt, først ”Jim Knap” (den bog Emma er opkaldt efter), og senere ”Den uendelige Historie” (samme forfatter, Michael Ende). Den havde Iris købt og givet Peter med. Og vi quizzede, en favorit var "Gæt ingredienserne" frq Frøken Jensens Kogebog.
Og to-do listen er ikke blevet kortere. Med bølger, træthed og alt andet har man ikke lyst til at kravle rundt og reparere, fuge dæk eller andet.
Dagligt blev der sendt og modtaget mails med status hjemmefra via SSB radio (Winlink program). På gode dage op mod 500 baud (500 bit/sekund, i forhold til en ”dårlig” 10 MEGAbit/s = 10.00.000 bit/s forbindelse hjemme), på dårlige dage 40 baud. Det betyder en tekst som denne ene lille paragraf (fra ”Dagligt…” tre linier ovenfor) tager over ti minutter at sende/modtage. Så er mails langsomme. Men Iris sendte lange beretninger omvejranalyse, routeanbefalinger, nyheder om regeringsdannelser (kort efter valget) samt fodboldresultater (VM, Danmark spillede første kamp 2 timer efter vi forlod Mindelo). Det var en kæmpe hjælp at have en (ufrivillig) navigatør siddende med internet adgang.
Andre både
Vi mødte nogen få andre sejlbåde som vi altid kaldte op og hilste på. De fleste var nogen på vej samme rute som os, i samme tempo. To af dem, en spansk båd Lonestar og en tysk Funny Girl, hilste vi første gang på ca 5 dage efter afrejse. 4-5 dage senere hørte vi en af dem over radioen (men for langt væk til AIS signal). Men da vi ankom til Barbados 12 dage efter første møde var Lonestar 2 mil foran os, Funny Girl var ankommet et par timer senere. Så selv med forskellige ruter og sejl endte vi med nogenlunde samme hastighed.
En norsk båd kom i meget let vind så tæt på at vi hilste på hinanden og tog billeder af hinandens både. Vi stillede os op med nissehuer og spillede Last Christmas på kanal 16.
Et par fragtskibe så vi også.
Der var også et par hurtige ARC både som susede forbi. ARC er den ”kapsejlads” (almindelige turbåde deltager også) som går direkte fra Grand Canaria til St. Lucia (ARC+ går over Kap Verde til Grenada). De 150 både, herunder Alexa fra Greve, startede fra Grand Canaria samtidig med at vi sejlede fra Kap Verde, så de havde 5-600 mil længere end os, men de hurtigste overhalede os hvor de typisk var på vej sydpå for at få en smule vind. De forreste tager kapsejladsen alvorligt, så en af dem passerede os midt om natten og selv om de over radioen sagde de ville holde afstand pressede de den hele tiden fordi de ville gå lige (1-200 m) foran os indtil vi til sidst kaldte op igen og de nødtvunget gik bag om os. De hurtigste sejler turen på 11-12 dage (600 mil længere end vi brugte 16 dage på!) så de optimerer og har andre bådtyper end Emma 😉.
Skibsteknisk
En tur over Atlanten på 2000 NM svarer vel til 2 sæsoner af en aktiv dansk tursejler, så der vil altid ske noget.
Vi blev heller ikke forskånet, men klarede den. Her skal de vigtigste nævnes:
Løse skruer på vindroret (tabte en på vej til Kap Verde, den gik løs igen men ikke ud)
Vindroret var lige ved at ryge af, en skrue som holder føringen af roret i vandet gik ud, men intet faldt af og det kunne strammes igen.
Med to forsejl havde vi også to bomme (aluminium) til at holde dem ud til siden. Den ene lidt spinkel, og den begyndte at bøje en aften. Det samme var sket mod Kap Verde, så vi havde nu to bøjede bomme. Heldigvis bøjet ens, så de kunne samles med strips, surringer (reb) og gaffatape til en lidt mere solid dobbelt-bom som holdt.
Køleskabet er vandkølet, og engang imellem går den pumpe i stå fordi der kommer luft ind. Vi skiftede en gang pumpe undervejs (har 5 i reserve altid)
Så havde vi en rigtig dårlig dag midtvejs: en morgen kl 0630 ville motoren ikke starte (startmotoren kørte ikke). Efter 10-15 min fandt Mikkel ud af at man kan ”håndstarte” ved at kortslutte 12V til startmotoren med et stemmejern og dermed tvinge den til at køre. Så motoren blev startet med et stemmejern. Senere blev der monteret en ledning og en trykknap, så nu kan motoren startes med en trykknap - fra toilettet. Det er også en slags tyverisikring 😊Men uden motor kan vi ikke oplade batterierne nok til både lys, instrumenter og køleskabet, så der var 15 min panik.
Lige da motoren så endelig var startet (med stemmejern) så Mikkel, at der dryppede en lille smule vand fra udgangen af motorens kølesystem. Et spændbånd blev strammet uden held, og da han satte fingeren for at mærke hvor det dryppede stod der en stråle på 5 mm diameter ud med vand. Der var tæret et hul i aluminiums støbningen og det var kuglerundt og 5-10 mm stort. Så motoren blev slukket igen med det samme. I bedste langturssejler maner blev hullet siden lappet med en træprop, en masse Araldit (2-komponent lim), en stoflap, en bagagerem viklet 5 gange omkring og til sidst sikret med 5 lag gaffatape. Det holdt en måned indtil vi fik en reservedel fra Danmark.
For at gøre den morgen endnu værre så vi at en af de bolte som holdt startmotoren fast til motoren var skruet ud, med risiko for at startmotoren ville kunne falde af. Den kunne dog strammes igen. Den kan have været sådan i dage-, uge- eller månedsvis.
Opsummering
Er en atlanterhavskrydsning så den stille sjælero, meditative, zen-agtige tur som alle opreklamerer det til? Jeg (Mikkel) siger nej!! Absolut nej. Ville jeg gøre det igen: Kun nødtvunget. Fik man tid til at læse så meget som én side i en bog: Nej. Dagene gik med at stirre ud i luften og koncentrere sig om ikke at vippe for meget og drikke nok, samt hvile / sove hver gang man havde mulighed for det. Lavede man noget i 30 min følte man at man havde lavet rigeligt. Men måske manglede jeg ”min kaptajn” som kunne fortælle mig, hvad jeg skal gøre 😉.
Land i sigte
Endelig på 16-dagen var der land i sigte, Barbados. Jeg (Mikkel) er super stolt af at have gennemført overfarten, var meget træt og super ked af ikke at kunne dele oplevelsen med Iris☹.