2024-1 Bahamas

01/01/2024 – 15/02/2024

Klik på billedet for at se hele vores rute

Vi sejlede fra West Palm Beach den 31.12. om morgenen. Nu havde vi fået set ”vores store nytårsraket” ved Cape Canaveral, så vi udnyttede at vejret så rimeligt ud til overfarten af Golfstrømmen.

Vinden kom lige bagfra (fra vest/sydvest), den perfekte vindretning til at krydse Golfstrømmen. Her vil man helst ikke have nogen nordlig vind; som bekendt giver vind mod strøm nogle grimme bølger. Trods optimal vindretning var der stadig en del krydsende bølger, og med moderat vind lige bagfra ville sejlene ikke blive stående; Emma vippede fra side til side og sejlene banker fra side til side. Derfor besluttede vi os til 5-6 timer for motor over selve Golfstrømmen, selv om vi normalt ikke vil bruge motor så meget, men derefter kunne vi sejle resten af vejen for sejl med meget stille vind.

Undervejs så vi nogen små, gennemsigtige, glitrende ting i vandet. Vi troede først det var plastik affald, men det viste sig at være ”Portugisiske Orlogsmænd”, en slags gople. Det som virker som ”et individ”, er ikke ét dyr men en koloni af gopler eller polypper, som har en stor luftfyldt blære over vandet og lange giftige brændetråde i vandet. (det ene billede er fra en strand hvor vi fandt en senere)

Omkring midnat var vi tæt nok på Grand Bahamas (Freeport) til at vi kunne se nytårsfyrværkeri fra land. Og kedelig blev sejladsen ikke, for der går mange krydstogt- og fragtskibe fra Florida til hhv. Caribien og Europa igennem Northwest Providence Channel, syd om Grand Bahamas. Derudover er der en del trafik omkring Freeport, inclusive ankrende tankskibe mv. Vores AIS virkede stadig ikke godt, hvorfor vi først så skibene på plotteren, når de var 1-2 mil væk, og de så formodentlig heller ikke os på deres AIS. En båds retning ser altid så simpelt ud at vurdere i bøgerne med deres navigationslys (grøn/rød/hvid), men når man er midt om natten med flere både, lys fra land og krydstogtskibe med lys fra alle vinduer, diskolys og blåt lys, så er det ikke nemt uden AIS at vurdere præcis hvilken retning en båd sejler og hvor tæt de mon kommer. Så er det ekstra godt, hvis man har 2 par øjne på vagt.

På flugt for vejret

Vi ankom om eftermiddagen og ankrede i bugten øst for Great Harbour Cay, den nordligste af øerne Berry Islands. Efter en god nats søvn sejlede vi næste morgen med dinghyen til stranden og ordnede indklarering i den lille lufthavn lige bagved. En velkomstdrink i strandbaren, som passede vores dinghy mens vi indklarerede, blev det også til. Det var den bugt hvor Iris blev forfulgt af en haj i foråret … et evigt minde! Vi vidste at vi ikke kunne blive i bugten yderligere en nat da vinden ville dreje. Og allerede turen tilbage til Emma fra stranden blev lidt (meget) fugtig med høje bølger lige ind i bugten.

Vejret i USA var for koldt, så vi håbede at når vi endelig kom til Bahamas ville vejret være stabilt med passatvinde og dejligt vejr og varme. Men sådan var det ikke i år, lavtrykkene kom meget sydligt i år! Vejrudsigten lovede kraftig vind de næste 14 dage, og ca. hver anden dag tog vindretningen en komplet 360 graders drejning. Så vi endte med at sejle rundt i de nordlige ”Berry Islands” de første 8 dage hvor vi hver dag skulle finde en ny ankerplads for at være beskyttet mod den nye vindretning som kom. Meget trættende og på grund af, at der altid var kraftig vind, var vi ikke engang i vandet og bade før efter 14 dage. Vandet var desuden ”kun” omkring 22-23 grader varmt. Vi kunne dog pakke vores varmeste tøj sammen med hjælp af vores vakuumpakker, som vi viste sig at være meget praktisk: tøjet fylder ikke så meget og samtidig trænger der ikke fugt ind. Og så var der også tid til at afjule Emma ordentligt.

For at forsøge at fange en fisk, sejlede vi ofte langs med den kant der er mellem det lave koralområde med måske 10-20 m dybde, og det 400-500m dybe hav. Som billedet fra plotteren viser er overgangen meget stejl, nogen få meter mellem 20 m dybde og 200. Desværre fangede vi kun Barracudaer som vi ikke tør spise da de kan indeholde nervegiften ”Ciguatera”, som kan gøre en meget syg.

Efter en god uge sejlede vi til New Providence Island, hvor hovedstaden Nassau ligger og hvor vores søn Oskar skulle komme den 14. januar. Vi ankrede 3-4 forskellige steder rundt om Nassau, igen på grund af vejret. Blandt andet en nat ved Rose Island, hvor de havde ”vilde” grise som svømmer med turisterne. Til slut tog vi ind i øst enden af Nassau havn og ankrede.

Nassau er verdens 3. største krydstogthavn med ankomst af 5-6 store krydstogtskibe hver dag. Alle kommer ved 7-8 tiden om morgenen og sejler igen ved 17-18 tiden. De største har 5500 gæster og en besætning på 2200. Det giver cirka 20-25.000 besøgende gæster, hver dag! Byen er sort af mennesker, især omkring souvenir markedet for enden af krydstogtkajen og alle ankerpladser omkring Nassau er udsat for et mylder af turbåde, party-katamaraner og jetski som drøner forbi med fuld fart fra kl. 10-16. Og efter kl. 16 er der ro – og alt i byen lukket!

Ankerpladsen i øst enden af Nassau valgte vi fordi der kunne man komme i land med dinghy til en marina (under restauranten ”The Poop Deck”), hvilket var nødvendigt når vi skulle samle Oskar op fra lufthavnen. Landgang er ofte et problem i Bahamas da alt enten er ubeboet eller privat. Alle strande er offentlige indtil højvandsmærket, men derfra ofte private og lukkede. I den ankerbugt hvor vi lå et par dage før, på nordøstsiden af New Providence, var der for eksempel ingen mulighed for at komme i land og på indkøb, bortset fra den lokale marina som skulle have 65 dollar for at vi parkerede vores dinghy i en time (!!) Dvs 500 kr for at gå i land og købe ind! I vestenden af Nassau havn var der heller ikke adgang til land bortset fra stranden hvor man ikke kan låse båden.

Men nu vi kom i land med dinghyen, benyttede vi selvfølgelig også chancen til at vaske tøj, købe ind, spise en conch (konkylie) salat og conch fritter (Bahamas specialiteter). Og vi kørte med cykel/løbehjul til krydstogthavnen for at se horderne og myldret af menneskerne, som kom tilbage til skibene om eftermiddagen. Alt i alt, forgik det hele forbavsende stille og roligt i betragtning af at 20.000 skal tilbage på båden i løbet af 1-2 timer.

Og ikke mindst: den 14. januar fik vi en konge! På Emma blev dagen fejret med et kæmpe dannebrog fra toppen og royale æg til morgenmaden.

Oskar på besøg

I Nassau ankom så endelig vores søn Oskar. Vejrudsigten var stadig meget ustadig, så vi startede med et par dages fin snorkling nord for Rose Island nær Nassau, hvorefter vi sejlede direkte mod syd over banks ned til Allens Cay, en af nordlige Exumas øerne. Exumas er en lang række af godt 300 øer, langt de fleste ubeboede og en fin nationalpark i midten. På øst siden er der 2000 m dybt, på vest siden er der Exuma Banks med 3-5 m dybde.

Vi sejlede tre dage lige så stille sydpå i Exumas.

Den største oplevelse var ved Shroud Cay hvor vi sejlede med dinghy’en gennem en meget flot mangrove. I det krystalklare vand så bl.a. rokker, hajer, barracudaer og skildpadder, alle blev forsøgt fotodokumenteres af snorklende Oskar, men nogle var lettere fotosky. For enden af mangrovefloden, kan man svømme/lade sig drive med tidevandsstrømmen gennem en ”whirlpool” og videre på en sandbanke, så man ikke direkte lander i det store hav. En fantastisk oplevelse, som skulle prøves flere gange.

Oskar er en rigtig vandhund, så der blev badet hver dag, selv før morgenmaden.

Desværre viste vejrudsigten at de næste 6-8 dage ville der komme meget kraftig (15 m/s) øst vind. Oskar skulle flyve hjem fra George Town, og for at komme dertil skulle vi sejle mindst en dag på østsiden af Exumas, hvilket ville blive en ekstremt hård tur med mange store bølger. Derfor valgte vi at sejle til George Town 6 dage tidligere end egentlig planlagt, men vi ville være sikker på at Oskar kunne nå sit fly hjem. Men nogle stærkt anbefalede øer i nationalparken var vi nødt til at springe over.

Vi havde hørt at George Town er Bahamas (eller Caribiens) cruiser centrum, så det var ikke det værste sted at være fanget en uge. Byen er beskyttet af en meget lang ø foran, så mellem hovedøen Great Exuma og øen Stocking Island foran er der en ca 1 mil bred og 4 mil lang beskyttet ”naturlig havn”: Elisabeth Harbour. Om vinteren er her 3-400 sejlbåde (højeste tal vi så var 411 to uger efter vi var der), alle sammen besøgende/cruisere. Der er stort set ingen andre turister så der er hverken jetski eller hurtige turbåde og heldigvis er der for lavt vand til krydstogsskibe.

Hver morgen kl 0800 er der ”Cruisers Net” på VHF kanal 72, hvor der informeres om events, folk melder salg og bytte, nye sejlere og sejlere som skal afsted melder sig. En oplevelse i sig selv er, hvad der efterspørges: efterlysning af specielle motorskruer, deling af taxis til lufthavnen og endda en som spurgte om nogen ville donere en nyre(!). Der er børn som fortæller børnejokes og der deles praktiske informationer.

Hver dag er der – centreret omkring stranden ved baren ”Chat ’n Chill” på Stocking Island – aktiviteter som yoga, volleyball, gudstjenester, musik, jam sessions mm.

Ved Chat ’n Chill fodrer de også rokkerne med resterne fra deres Conch (konkylier, som bruges til frisk conch salat). Så der svømmer 3-5 meter-store rokker (American Stingray) helt op til stranden, som man kan gå rundt imellem og klappe.

De fleste sejlere er her i månedsvis, og kommer tilbage år efter år. Og man forstår det godt. Her er krystalklart vand, øde strande men alligevel indkøbsmuligheder og et community man kan snakke med.

Iris var især begejstret for at møde to tyske både: ”Baradal” fra Köln (hendes fødeby) og en fra Düsseldorf (nabobyen med evig rivalisering med Köln) og kunne snakke barndoms dialekt og vitser. Oskar og Mikkel forsøgte ihærdigt at følge med i samtalerne, Mikkel gav op. Bortset fra disse to tyske både så vi stort set ingen andre europæere, de ankommer først omkring marts/april på vej hjem fra Caribien.

Som eksempel på stemningen her: den ene tyske båd sagde “vi er lige kommet, vi har kun været her to uger, man kan vist nok gå en tur op til monumentet, men vi har ikke været der endnu” (30 m bakke lige bag hans båd). Vi, overivrige nybegyndere, havde netop været deroppe første morgen. Vi har meget at lære om at opføre os mere caribisk og slappe af og nyde cruiser stemningen. Turen op til monumentet blev belønnet med en fantastisk udsigt over den nordlige del af Elisabeth Harbour og George Town, samt ”beach of fame” hvor sejlbådene i årtier havde lagt deres bådnavn i sten. Bliver de fossile koralrev (det hvad Bahamas er lavet af) udsat for sol, bliver overfladen grå-sort. Bådnavnene blev så skrevet af afbrækkede sten, med undersiden opad.

Efter 5-6 dage i George Town med drinks, badning, gåture, hygge og desværre også en del vind, sagde vi farvel til Oskar som fløj hjem.

Rudders Cut Cay

Da vi også skulle samle Iris’ veninde Ruth op i George Town en uge efter Oskar, tog vi nogen dage længere nordpå for at få lidt afveksling. Det blev til tre dages ankring ved Rudders Cut Cay. Et super smukt område med snorkling, små ubeboede øer og et meget sjovt kunstværk: Tryllekunstneren David Copperfield ejer alle øerne her omkring og har fået lavet et kunstværk som ligger på 4-5 m dybde: Et ægte flygel med en havfrue som sidder og spiller på det. Man kan dykke/snorkle ned til det. Her mødte vi også et tysk-schweizisk par, hvor det blev til lidt solnedgangsdrinks og de lærte os hvordan man bedst kommer til Conchens kød: med hammer og handsker!

Vi tog tilbage til George Town 4 dage før Ruth skulle komme da vinden igen ville blive kraftig. Men så fik vi tid til at ordne en masse ting: Mikkel fik bygget et skab, de gamle hylder med plads til 14” billedrørsfjernsyn blev pillet ned kort inden afrejse i juli 2022(!)! så det var ved at ved på tide at få det færdigt. Mahognifineren blev strøget på med vores nuttede lyserøde strygejern og Iris fik syet vores sprayhood hvor en masse syninger lige så stille var blevet opløst af UV og saltvand.

Inspireret af at mange både trutter i hjemmelavede konkylie horn ved solnedgang, begyndte Iris at spille ”Gå nu nat, og gå nu lige hjem” af Benny Andersen på tværfløjte ved solnedgang, for at lufte et lille dansk indslag. Vi er ikke sikre på om nabobådene kunne høre det, men vi nød det.

Og vi fik også endelig testet vores oppustelige kajak vi købte til jul.

Ruth kommer på besøg

Endelig kom Ruth på besøg. Hun besøgte os også 14 dage i Marokko. Nu skulle hun være her ca 14 dage, og vi havde arrangeret at hun skulle flyve hjem fra Turks and Caicos. Drømmen om at sejle rundt til små øde ankerbugter og snorkle blev dog igen afbrudt af dette års meget uforudsigelige vejr. Denne gang lovede de en rigtig storm, i første omgang med op til 30 m/s fra vest. Senere heldigvis nedjusteret til 20-25, dog med over 3 meter bølger på den anden side af Stocking Island. Det gav nogle spændende strandture til den anden side af øen, ikke mindst fordi vejen gik gennem ’kunststien’. En masse kunstværker som cruiserne havde lavet - mest af drivtømmer /-plastik.

George Town er stort set det eneste beskyttede sted, så vi blev igen ufrivilligt en uge her med Ruth. Stormen klarede vi uden problemer, men vi lå lidt uroligt da vi på grund af vores dybgang (2,1 m) ikke kunne flygte over til den mere beskyttede vestside af havnen. Så vi blev liggende i den østlige side og fik derfor bølger fra det 1-2 km åbne vand mod vest. Men Emma er tung og stabil, og vi kunne lægge 60-70 m kæde (på 5 m vand) så vi lå meget godt. Vores venner på nabobåden ”Bonita”, som var noget mindre blev vippet så meget i bølgerne, at stævnen dykkede ned i vandet med bølger ind over stævnen. Så er det heller ikke behageligt at ligge for anker.

Men ellers blev der gået ture og drukket drinks. Og Ruth og Iris tilbragte en halv dag med at lave kunst til kunststien. Takket være Ruths kunstneriske talent, blev det til mange kreative stykker Emma kunst. Vi fik også skåret et par stykker af de konkylier vi havde samlet op i George Town, så de kunne laves til smykker. Selv med vinkelsliber er det hårdt at skære igennem op til 2 cm perlemor/konkylie.

Dagen inden stormen, blev der også afholdt “dinghy-koncert”: en musiker som bor på sin båd, spillede guitar og sang “ønskekoncert” (publikum kunne forslå sange, flest gamle amerikanske klassikere) mens alle var kommet i deres gummibåd med drinks og lyttede med indtil solnedgang. Dronefotoet er lavet af en anden deltager: vi lå som allerforreste dinghy ud af i alt omkring 30-35.

Billedet af dinghy-kajen ved byen er også fra dagen før stormen: mange tankede vand i dunker og alle skulle på indkøb, vi talte over 65 gummibåde!

Mod Turks and Caicos

Et par dage efter stormen kunne vi så endelig sejle videre mod Turks and Caicos. Første stop blev Calabash Bay på nordenden af Long Island hvor vi lå to nætter. Vi fandt en vandresti bag ved stranden og ind i den stor mangrovesump. Vi tog en masse billeder af de fantastiske former og farver naturen her har at byde på.

Efter en noget hård og våd bidevindssejlads stoppede vi NE for Rum Cay, en lille næsten ubeboet ø. Efter yderligere et døgns sejlads stoppede vi så 4-5 timer for at slappe af og bade (og for ikke at ankomme til Caicos midt om natten) på sydsiden af Mayaguana øen: den sidste ø i Bahamas før Turks and Caicos. Som altid er der en kant fra 500 m til 5 m, og vi lå på 5 m vand men 100 m bag os var der 500 m dybt. Snorklingen blev dog afbrudt da Iris meget stille bad os alle komme op fordi der var en haj på over 3 meter. De gør sjældent noget, men alligevel.

Undervejs fangede vi endelig en fisk. En lille hvid tun på 1,5 kg. Vi har fisket hver sejlads siden ankomsten til Bahamas 1. januar, men det var kun anden gang vi fangede en fisk vi kunne spise: tre Barracudaer blev smidt ud igen, da de kan indeholde giftstoffet Ciguatera. Vi havde håbet på en rig fiskesæson, men nej!

Efter en rolig nats sejlads ankom vi til Sapodilla Bay, Providenciales, den største af øerne som udgør Caicos i øriget Turks and Caicos. Naturmæssigt ligner det Bahamas, men Providenciales er tæt beboet med turister/tilflytter (især amerikanske) overalt og har en meget stor og travl lufthavn. Så noget helt andet end de øde Bahamas øer.

Vi indklarerede lidt besværligt fordi vi skulle 20 min med taxi til nærmeste marina. Og dagen efter sagde vi farvel (og på gensyn) til Ruth som skulle hjem.