2024-2 Turks and Caicos

15/02/2024 – 25/02/2024

Klik på billledet for at se hele vores rute

Sapodilla Bay på sydsiden af Providenciales er ikke voldsomt spændende. Men på grund af det lave vand overalt (ofte for lavt til Emma) er det et af de få steder på sydsiden vi kan ankre. Industrihavnen syd for bugten er ved at blive udvidet og gravet større, så ankerpladsen har grumset vand af alt gravearbejdet. Næste gang ville ankring nord på øen være mere praktisk og flottere.

Efter vi tog afsked med Ruth, gik vi tur til toppen af Sapodilla Hill, hvor der er inskriptioner i stenene tilbage siden 17-, og 1800 tallet. Stedet hedder “pirate engravings”. Nu også med ”Emma 2024”, lidt væk fra de historiske. Flot udsigt.

Dagen efter sejlede vi videre mod Grand Turks, den østlige hovedø.

Turks and Caicos er, ligesom Bahamas, en del af “Lucayan øerne” (opkaldt efter de originale indbyggere). Hele området består af øer og dybe havtunger med 2-5 km dybde og kæmpestore kalk banker på 2-5 m dybde samt en mindre kant nogen steder på 20-30 m dybde. Man mener kalken har aflejret de sidste 100-200 millioner år og vægten har fået bunden til at synke langsomt (5 cm per 1000 år) så der nu er op til 4 km kalk under øerne.

Men det betyder også at der ikke er nogen mellem-dybder. Enten er det dybt eller lavt.

Fra Providenciales sejlede vi således 3 timer mod syd på 4-4,5 m dybde (aldrig mere, aldrig mindre) indtil vi ramte kanten hvor det på 30 sekunder blev 400 m dybt. Og to timer senere tilbage over kanten til 4 m. Dybt fascinerende og meget tydeligt på vandfarven som går fra turkis på det lave til dybblå på det dybe.

Vi havde håbet at fange fisk på det dybe område men desværre blev det ikke til noget på denne strækning.

Vi ankrede bag to små øer på det lave vand, “Six Hill Cay”. Næste dag sejlede vi så over strædet (2 km dybt, 10 mil bredt) mellem Caicos og Turks. Og det skulle ende med at blive en af de mest fantastiske sejladsdage vi har haft.

Først kom der delfiner, omkring 20, som fulgte os i næsten ingen vind i 20 min. Det er første gang vi rigtigt har oplevet den caribiske fornemmelse at man kunne se dybt ned i en klar vandoverflade på dem. Ellers har der altid været vind (krusninger på overfladen) eller grumset vand. Her var det som at kigge ned i et akvarium.

Derefter fangede vi en 3,5 kg Mahi Mahi. Kun anden gang siden vi kom til Bahamas. Det gav mad til 3 dage.

Til slut om eftermiddagen snorklede vi fra vores ankerplads nord for Salt Cay til flotte koraller lige ved båden, nogen af de flotteste koraløer på lav vand vi har set. En rigtig god dag!

Det eneste som manglede, var det vi håbede mest på her: pukkelhvaler. De trækker forbi Turks i februar mod den Dominikanske Republik for at yngle dér, eller på de lave banker, der ligger mellem Turks og den Dominikanske Republik. Ofte ser man dem svømme forbi her, eller man ser dem inde på bankerne syd for Turks. Vi håbede stadig vi ville se dem når vi sejlede videre mod den Dominikanske Republik.

Grand Turks – En kontrastrig ø

Vi ankrede derefter tre nætter syd for hovedøen Grand Turks, hvor hovedstaden for hele Turks and Caicos, Cockburn Town ligger. I øvrigt mener visse historikere at det var præcis denne strand og ankerplads (Hawks Nest) hvor Columbus første gang kom i land i den nye verden i 1492. Så vi ankrede måske samme sted som Columbus!

Men Grand Turks er en meget kontrastfyldt ø. Vi gik i land på stranden på sydsiden, lang, flot og komplet øde. Vi var eneste sejlbåd alle tre dage i hele området (mindst i 20 mils omkreds) kunne vi se på MarineTraffic.

Men 200 m gang fra stranden kom vi til krydstogts “paradiset”: der er anlagt en krydstogtshavn og bygget en “by”/ resort ved siden af. Butikker, restauranter, liggestole og et kæmpe “Margaritaville” bar og pool område. Shopping og fornøjelser så man slet ikke behøver tage rundt på øen. Men komplet tomt efter kl 17. Vi udnyttede luksussen til at få en is (kun 22 $ for to små vafler!)

Derefter togen taxi/minibus videre til Cockburn Town, hovedstaden. Her var der noget anderledes. I 300 år, indtil 1960’erne, levede øen af at producere salt fra store saltsøer, hvor resterne stadig præger landskabet og bybilledet. Og de tidligere pakæsler løber nu frit rundt i naturen (og i byen).

Men hele øen blev raseret af orkanen Irma i 2017, og trods en del er genopbygget, bærer byen stadig præg af orkanen, med masser af forladte, ødelagte huse. Kontrasten til den nyopførte krydstogtsby kunne næppe være større. Men idet mindste tjener lokalområdet lidt på krydstogtgæsterne og det er en stor arbejdsplads. Der ankommer lige så mange krydstogtgæster til denne ø med små 5000 indbyggere som til København hvert år. Men 99% af dem forlader ikke krydstogtbyen.

Og hvorfor hedder det egentlig “Turks”: jo på grund af en kaktus som ligner at den har en Fez på (tyrkerhat), derfor Turk Islands. Og hvorfor hedder det Bermuda trekanten: i virkeligheden stammer begrebet fra kolonitiden da Bermudianere tog til Turks for at hente salt, sejlede til de nye kolonier i USA og derefter tilbage til Bermuda med andre varer. Så den originale Bermuda trekant var en handels trekant, og Turks var det ene hjørne.

Efter en uges tid i Turks and Caicos var vejret godt til at komme videre mod den Dominikanske Republik. Med blikket rettet stift mod vandoverfladen for at se spor af hvaler, sejlede vi fra Turks.