2024-3 Den Dominikanske Republik

26/2/2024 – 25/3/2024

Klik på billedet for at se hele vores rute

Vi sejlede fra Grand Turks, og allerede efter en time så vi dem: Pukkelhvaler. På 20 m vand på bankerne syd for Salt Cay så vi hvalerne puste et stykke væk og sejlede i den retning. I en halv times tid svømmede mindst tre pukkelhvaler rundt i nærheden af båden. Desværre sprang de ikke.

Natten blev ekstremt rolig, en del motor, resten af tiden 1,5 knob for næsten ingen vind.

Næste morgen kom så turens anden store naturoplevelse: Iris gik bagud for at rense fiskelinen for tang og så at seks mellemstore Mahi Mahier fulgte efter båden. De hedder også Dolphin Fish, vist nok netop fordi de følger bådene ligesom delfiner: det havde vi ikke set før nu!

Iris skyndte sig at fiske lige bag båden og efter et par minutter fik vi fat i en. Mahier er ekstremt vilde når de kommer op til overfladen, og her havde vi ikke engang kunnet trætte fisken inden, så den kæmpede som besat. Lige i overfladen sprang den så af krogen, men Mikkel fik - i luften - hakket "gaffer" krogen (den store krog på teleskopstang som man bruger til at hive den op med) ind i siden på den og fik den ombord. Nu er Mikkel tilgivet for at have tabt Iris' største torsk i Maine i september da den skulle gaffes og det ikke gik så godt. 3,5 kg, aftensmad til 4 dage.

Kort efter opdagede vi så, at foran båden var der en flok på mindst 20 mindre (40-50 cm) yellowfin tun som fulgte os i lang tid. Iris prøvede at fange nogen af dem men de ignorerede fiskekrogen. Men vi har aldrig før set at fisk af nogen slags har fulgt båden, nu var der to slags på få timer.

På vej ind i Samana bugten i den Dominkanske Republik, så vi så hvaler igen. 4-5 gange så vi dem springe næsten helt op af vandet, men så langt væk at vi ikke kunne fotografere det.

Men tre hvaler kom vi tæt på. Og utallige andre så vi puste rundt om i bugten. En fantastisk oplevelse at vide at der svømmer masser af hvaler rundt i relativ nærhed.

I Samana valgte vi at tage i marina. For det første er det her til at betale (men ikke billigt, svarende til en dyr europæisk marina), for det andet havde vi hørt at indtjekning - som kan være et mareridt i Dom Rep - var meget nemmere her. Og det passede. Det tog 15 min med lutter venlige mennesker. Da den Dominikanske republik kræver tilladelse hver gang man skal sejle videre, og myndighederne beslutter om der er for meget vind eller bølger og nægter udrejse fra en havn hvis de mener det er farligt, så er det godt at være på god fod med et par venlige myndighedspersoner.

Vi gik også i marina fordi vi trængte til lidt luksus, f.eks. et rigtigt brusebad og vaskemaskine. Marinaen er en del af et resort, så der er pools, barer, indkøb og restauranter på området, som vi måtte benytte!

I øvrigt er det - ud over vores to dages tvungen havn i november på grund af motorproblemer - første marina vi har været i siden Martinique 17. december 2022, lige efter vi kom over Atlanten. Så 14 måneder uden marina!

Efter nu i 8 måneder stort set kun at have mødt amerikanske både og nogen få canadiske, men stort set ingen europæiske, kunne vi nu mærke at vi igen var på ruten Nordatlanten rundt (Kanariske øer, Caribien, Azorerne, Hjem), hvor europæiske både som tager et år rundt kommer forbi inden de tager videre nordpå på vej hjemad. Så der lå tre tyske både og flere engelske, et par franske og portugisiske og senere også en dansk!

Planen var at blive her et par dage, men infinity pool med udsigt til springende hvaler, Pina Coladaer med og uden alkohol, pizzeria med rigtig brænde fyret pizzaovn, air conditioneret billardrum med god wifi (som Mikkel brugt som kontor) og varme brusebade gjorde at vi blev en smule længere: over 3 uger!

Samana by

Vores første udflugt var en tur til Samana by. Vi tog derind sammen med to andre tyske både, Ambra (Torsten og Biggi) og Aurelia. Der skulle være en karnevalsparade, som afslutning på en måneds karnevals festligheder. I de fleste lande ligger karnevalet i forhold til påsken (7 uger før) men her har man valgt at lade nationaldagen, Independence Day, i slutningen af februar, styre det.

Det viste sig at være en herlig kaotisk oplevelse. Det skulle starte kl 15 sagde nogen, andre sagde “i aften”. Vi benyttede ventetiden til at spise mad på en god restaurant og drikke øller på en lille lokal bar. I modsætning til Bahamas hvor alt er dyrt uanset kvalitet, fulgte priser og kvalitet her hinanden. Restauranten var næsten europæiske priser men super kvalitet, øllerne på baren kostede til gengæld under 2 dollar. Generelt er priserne meget lavere end i Europa og især end i resten af Caribien.

Ca kl 18 kom en enkelt dansegruppe i overdådige kostumer og med masker på, dansende bag en bil med hele lastrummet fyldt med højttalere. 15 min senere kom 10 andre dansere. Indimellem kørte 100-vis af motorcykler og biler rundt mellem 1000 vis af fodgængere. Og et kæmpe Tivoli var bygget op og havde vist stået der hele måneden. Det var flot, men vi havde forventet lidt mere. Vi købte alle lidt ind i det lokale supermarked og tog tilbage til marinaen.

Nu vi var i marina fik vi endelig chancen for at tage vores startmotor af og kontrollere den. Den var gået løs over Atlanten (tak til Peter for hjælp til midlertidig fastgørelse) og boltene som holdt den fast gik lige så stille i stykker, så den var ofte gået løs igen siden, hvilket nogle gange fik den til blot at skurre rundt i tandhjulene. Så vi var nervøse for om tandhjulene var i stykker, eller det var nok bare at skifte boltene.

Men når man ligger for anker piller man heller ikke en startmotor af, med fare for at den ikke kommer på igen, så nu skulle det være.

Her er et eksempel på langturssejlads i en nøddeskal, og hvorfor alting tager 10 gange så lang tid på en båd. For at ordne startmotoren skulle vi bruge to bolte. I DK ville man køre til tempo bådudstyr eller Bauhaus og have dem klar på 10 min. Her skulle vi leje en bil og køre 1,5 timer til nærmeste større by med en “hardware store”. Og nu vi havde en bil tog vi (sammen med parret fra Ambra) på sightseeingtur til nordsiden af halvøen.

Så det at købe 2 bolte til under 10 kr endte med at tage en hel dag. Men en god dag med mange oplevelser. Først gik vejen over bjergene til nordsiden, med fantastisk udsigt og flot natur og små lokale landsbyer som er en stor kontrast til turistområderne.

På nordsiden ligger byen Las Terrenas som har mange europæiske turister og fastboende “expats”, derfor er der gode italienske og franske restauranter og bagere og veludstyrede butikker.

Området er populært fordi der er mange super flotte strande.

På vejen tilbage tog vi ud til hvalobservatoriet (en lille hytte) mod øst med udsigt over bugten. Vi så nogen hvaler springe i det fjerne og fik en drink på en lille bar med god udsigt.

Tilbage i marinaen monterede vi startmotoren igen (tak til alle facebook grupper for tips og hjælp). Startmotoren var heldigvis i orden og nye bolte fik den på plads. Tiden må vise om det holder. (Redigeret 2025: Nej, den holdt ikke, først i januar 2025 fik vi den helt på plads, takket været Uli fra Baradal!)

Så fik vi også følgeskab i marinaen af den danske båd Touché. Den første danske båd vi har mødt siden september (på nær da vi hilste meget kort på White Sound i Norfolk i november). Judith og Håkon på Touché havde lige sejlet rundt om Sydamerika og krydsede for nogen uger siden deres eget spor i Caribien. Vi har mødt dem i Danmark nogle gange, men har aldrig set deres båd. Så en båd som kom fra Kap Horn og en fra Maine mødtes i den Dominikanske Republik. De to kvindelige kaptajner udvekslede erfaringer over en Pina Colada (eller to) ved poolen mens mandskabet lavede bådarbejde og aftensmad.

Los Haitises

Nu hvor startmotoren virkede igen tog vi ned til nationalparken "Los Haitises" 10 mil sydpå i bugten. Da man skal have tilladelse fra Armadaen (Navy) til at flytte sin båd i Dom Rep kan man ikke selv bestemme hvor længe man vil være der. Vi fik kun 4 dages tilladelse (”Despacho”), men det var også godt nok. Vi kunne tage tilbage og få en ny, men det gjorde vi ikke.

Det blev en fantastisk oplevelse. Man ankrer mellem klippeøer i et karstlandskab som mest af alt minder om områderne i Thailand ved den berømte "James Bond ø", hvor vi var med familien for nogen år siden. Stejle, eroderede klipper med masser af vegetation på.

Vi pustede vores nyindkøbte kajak op og tog en idyllisk formiddagstur rundt i nærheden af ankerpladsen.

Et stykke inde i en flot mangrove er der en hule med 2000 år gamle hulemalerier.

Og overalt er der masser af fugle, især store gribbe, igret (sølvhejrer), hejrer, pelikaner og mange andre. Vi så svaler i huler ved vandkanten. Desværre så vi ikke Manatees, der skulle være nogen.

Vi var heldige at tage turen om formiddagen, fra frokosttid kom der 5-6 turbåde fra Samana hvor der den dag var et krydstogtskib.

Men det er en helt fantastisk naturoplevelse at sidde i en stille kajak og kunne komme helt tæt på det hele, især gennem mangroverne. Mangroverne i Bahamas er meget lave (2-3 m buske) men her er mangroverne kæmpestore træer, 10-20 m høje.

Kajakturen blev dog lidt skæmmet af at en svømmetur fra stranden blev afbrudt, da Iris blev brændt hele vejen ned af siden af en slags brandmand eller lignede. En meget ubehagelig oplevelse.

Den tyske båd fra marinaen med Torsten og Biggi benyttede det gode, stille vejr til at tage nogen flotte dronebilleder af Emma. Tak for det!

Dagen efter tog vi gummibåden ind til bunden af den lille bugt og en kilometer op af en helt fantastisk mangroveskov. Kæmpemæssige mangrovetræer og idyllisk stilhed (når vi slukkede motoren og padlede videre). For enden var der en kaj og man var ude af mangroven. Skoven blev afløst af kæmpestore rismarker med kanaler og terrasser, og bjerge i baggrunden.

Man blev helt hensat til kulisserne fra en Vietnam film. Efter sigende skulle dele af Jurassic Park også være filmet her.

10 min gang af vejen kom vi til et kæmpe økologisk resort. Meget flot lavet med stensætninger og natur sten overalt, 10-15 pools i forskellige højder, alle lavet i natur sten med vandfald, små trapper som efterlignede sinter-terrasser og massevis af detaljer. Hotellet var bygget op af klippesiderne og lignede delvist et tibetansk kloster med værelserne klistret på klipperne.

Det kostede 6 dollar at komme ind, så vi var der hele dagen og slappede af, udforskede området og badede. Og vi var stort set alene, to familier fra andre sejlbåde og 3-4 personer som boede på resortet, flere gæster var der ikke.

Formodentlig er der flere lokale turister i weekenderne.

Dagen efter var Touché (Judith og Håkon) også kommet til nationalparken, så vi tog sammen turen ind gennem mangroven til resortet igen. Denne gang var der en bus som kom med frokostgæster, så man kunne købe buffet for 15 dollar. En god dag for Mikkel :-) Men det var ren luksusferie.

Turen tilbage fra nationalparken til marinaen var dejlig sejlads med forsejl, hårdt mod vinden. Lige inden marinaen så vi hvaler igen. Både nogen som svømmede tæt på os, en mor og en kalv, men også en som sprang et stykke væk. Tæt nok på til et par rimelige fotos. En fantastisk oplevelse igen.

Santo Domingo

Vi efterlod Emma i marinaen og tog nogen dage på landudflugt, sammen med Judith og Håkon, som skulle flyve til Danmark nogen dage senere. Afrejsen fra Samana foregik med en top moderne Volvo bus med aircondition og toilet, 2,5 timer til hovedstaden Santo Domingo over gode asfaltveje og kostede kun 8 dollar. Turen gik forbi både store (våd-) rismarker, hjørnet af Los Haitises Nationalpark, små landsbyer og lidt bjerge.

Santo Domingo er både hovedstaden og den største by på den Dominikanske Republik (og vist nok i Caribien). Landet er helt klart ’på vej op ad’ som samfund. Tydeligste tegn: IKEA! Den butik havde vi ikke set siden New York City. Desværre var mange seværdigheder midlertidigt lukket pga. renovering (bl.a. Christopher Columbus’ hus), måske for at blive klar til flere turister. Sundhedsvæsenet er også meget velfungerende. Nogen sejlervenner fik lavet graviditetsundersøgelser med flotte 3D-ultralydsscanninger gratis her, Iris fik lavet nogen kontrol blodprøver i den mest moderne klinik vi nogensinde har set, uden ventetid og resultatet kunne ses online bagefter, med link via QR-kode. Fast pris for hver analyse som skulle laves, ca 50 kr for hver. Vi havde kigget hvad en af dem kostede i USA, det var over 2000 kr for den ene prøve. Vi var også hos tandlægen med et venteværelse som man godt kunne lade sig inspirere af i danske klinikker.

Bylivet er ekstremt mangfoldigt: man ser folk af alle aldre, fra ludfattige til Porsche bilister. Turister besøger mest det gamle Zona Colonial kvarter, og det gjorde vi også.

Vi boede på et hostel i en gammel flot kolonialbygning. Og vi havde allerede på forhånd glædet os til den ugentlige søndagsfest: live musik med Merengue dans ved de gamle klosterruiner. Vi blev ikke skuffet: et 12 mands-band – som har spillet her hver søndag i mindst 16 år – spillede fra kl 17 til 22 og de ca 3000 gæster fra 9 til 99 år bød hinanden flittigt op til dans. Mest imponerede var de ældre: man går til dansegulvet med stok eller gangstativ, men de bliver efterladt ved kanten og så bliver der vrikket med hofterne. Vi nød aftenen sammen Judith og Håkon fra den danske båd Touché, både på tagterrassen fra deres hostel med hjemmelavet paella og udsyn til festen, og blandt folkemængden. En enkelt svingom fra vores side blev det også til! En ren folkefest for de lokale, vi var de eneste turister vi kunne få øje på.

Vi ville også gerne se lidt mere af den Dominikanske Republik. Så efter Judith og Håkon var fløjet hjem til Danmark, lejede vi en bil og kørte op til bjergområdet ved byen Jarabacoa. Det første stykke ud af Santo Domingo (ca 1 time) var trafikalt lidt kaotisk, med den velafprøvede konstellation: koncentrerede, frygtløse Iris ved rattet og Mikkel med det kølige overblik på google maps, gik det fint. I det mindste er der højrekørsel og heste-/æselkærrer for det meste erstattet af minitrucks og motorcykler. Motorcyklerne bruges til transport af alt, fra gasflasker eller skovle og spader, sække med kartofler, helt frem til to 5m træstammer trukket efter sig.

Da vi ankom i bjergene, besluttede vi os for endnu mere luksus, og checkede ind på et resort som havde en rivende flod lige nedenfor restauranten. Og udsigt til bjergene. Så eftermiddagen blev tilbragt med drinks, friskpresset ananassaft, svømning i pool og et par spil ”Skip-Bo” med flod- og bjergudsigt. I den Dominikanske Republik er luksus til at betale.

Dagen efter tog vi til et meget yndet udflugtsmål for lokale i weekenderne, La Confluencia. En park ved det sted hvor to større floder flyder sammen, den ene var den som flød forbi hotellet. I weekenderne er der fyldt af lokale, med madpakker, fest og fyldt med badende i floden. Vi nød stedet med en gåtur langs med floden og nyd de få lokale vi mødte en almindelig hverdag.

Derefter fulgte vi af de små snoede bjergveje tilbage mod Santo Domingo. Det blev en meget flot tur, op over 1300 m højde. Næsten ved toppen havde en lokal dame åbnet sin terrasse som en lille cafe, ”Mi cafe en la Montaña” hvor hun serverede kaffe lavet af bønner hun selv dyrkede i haven. En meget hyggelig oplevelse.

Næsten nede af bjerget gik vi også en tur ind til et flot vandfald, Salto de Jima, hvor de lokale også nød det kølige vand på en meget varm dag.

Tilbage i Santo Domingo fandt vi et lille hotel og dagen efter tog vi bussen tilbage til Emma i Samana.

Videre plan

Da vi ankom til den Dominikanske Republik havde vi ingen planer for den videre færd. Mikkel trængte snart til en sejlerpause, så vi overvejede de muligheder vi havde for at efterlade Emma i en længere periode.

Da man helst skal være ude af orkanområdet (ca 10 grader N til 37 grader N) fra omkring 1. juni til november, skal det planlægges lidt.

Sydpå er en mulighed. Der var Aruba, Grenada, Trinidad og et par andre øer som mulighed. Fordelen er at hvis vi bagefter ville videre til Mellemamerika var vi tættere på. Bagdelen er varmen, som gør at man ikke vil bo længe på båden på land efter man er kommet derhen.

Da vi har valgt at skifte forsikringsselskab til et selskab som ikke har nogen forbehold for orkansæsonen, var den Dominikanske Republik også en mulighed. Der er en meget beskyttet bugt ved Luperon som mange bruger til at blive hele sommeren. Men da man enten ligger ved lidt tvivlsomme bøjer eller for anker, og da Emma er for stor til at blive taget på land der, så er det ikke et sted vi kunne efterlade Emma.

Man kan også sejle til Mellemamerika, f.eks. Guatemala. Igen var der varmen at tage højde for.

Nordpå er så den sidste mulighed. Da vi begge synes USA var et dejligt sted at sejle, så endte det med at være beslutningen: Vi ville tage nordpå, gennem Bahamas til USA og finde et sted hvor Emma kunne ligge mens vi tog en lang tur hjem til sommer. Helst på land for at være beskyttet hvis der kommer en orkan, og for at undgå alt for meget begroning på bunden.

Der skulle projektleder værktøjer og Mindmaps i brug for at tage beslutningen, se foto.

Som langturssejler behøver man ikke at have en plan som går længere end til næste vejrudsigt. Mange har lange planer, men det fungerer også uden.

Luperon

Da vi nu endelig havde besluttet hvilken vej vi ville sejle, begyndte vi at kigge på vejrudsigter igen. Det viste sig nu at de stabile østlige passatvinde som vi troede havde manifesteret sig, stadig blev ramt af det ene lavtryk efter det andet med vest og nordvind. Så vi blev ”fanget” i luksussen i marinaen noget længere end planlagt. Blandt andet med drinks og middage sammen med det britiske par fra Innuendo.

Men endelig kom et godt vejrvindue for første etape på ca 24 timer til Luperon, i den nordlige Dominikanske Republik. Vi var også ved at være trætte af varmen som nu begyndte at komme, over 30 grader om dagen og meget varme, vindstille nætter.

Luperon var et godt sted at stoppe og klare lidt indkøb inden Bahamas.

Sejladsen gik uden problemer og vi så endda 3-4 hvaler i starten ved Samana bugten. Da vi ankom til Luperon tog vi en mooring (en bøje). Her koster de omkring 4 dollar om dagen eller 20 dollar for en uge, dvs nærmest ingenting.

Luperon har en masse cruisere, mange af dem bor her permanent året rundt. Så byen er præget af små barer, lidt internationale restauranter og en del mindre supermarkeder. En meget nedgearet version af George Town, meget stille, omkring halvdelen af alle bådene så ud som om de ligger her permanent, uden sejl og med små robåde som dinghyer. Gad vide hvordan her ser ud om 20 år, det kan være det bliver mere turistet, eller det får lov at beholde sin stille lokale karakter.

Vi mødtes med Chris og Anne, et Schweizisk/tysk par vi mødte og lærte at kende i George Town (dem i den lille båd som vippede stævnen helt under vand da vi ankrede i stormvejr), og som nu skulle på land i Luperon fordi de skulle hjem og føde. Vi var sammen lidt rundt i byen og blandt andet på ”New Amsterdam”, et hollandsk/Dom Rep par som har bygget en større villa hvor de to gange om ugen åbner som bar/restaurant for især cruiserne, men også en del lokale børn svømmede rundt i poolen.

Chris og Anne er blevet så begejstrede for Dom Rep at de er i gang med at købe et stykke jord for at bygge et lille hus. Vi synes Luperon var alt for varmt, og lidt for kedeligt. Og man kan ikke svømme i vandet i bugten (forurenet). Så vi ville videre. Men vi var der nok for kort (3 dage) til rigtigt at værdsætte det. Men de siger at Luperon er meget svært at komme væk fra igen, mange bliver hængende. Behageligt klima, billige priser, venlige lokale.

Innuendo ankom også til Luperon for at samle to sejlere op (et tysk/norsk par) som ville med dem videre til Cuba. Så vi fik sagt pænt farvel til dem igen.

Men vi ville jo tilbage til USA. Så efter 2 timers udcheckning hos 4 lokale myndigheder sejlede vi afsted.