Etape 11 - Marokko
- Iris og Mikkel
- 19. nov. 2022
- 5 min læsning
Opdateret: 21. nov. 2022
3/10/2022 - 18/10/2022
Tanger
sikke en dag! Vækkeuret på hotellet i Sevilla gik kl 7 og morgenmaden var hurtig spist, hvorfor vi havde tid til at se Plaza de España og lidt af parken omkring. Kl 9 gik bussen til Cadiz med ankomst kl 12. Lige 3 km på foldecycle til marinaen og så var vi klar til at krydse Gibraltar strædet
Turen forbi Gibralter strædet gik uden problemer, det var godt vejr og der var ikke så meget trafik.
Tanger ankom vi ved 22-tiden, men vi vidste fra nettet at deres Marina havde døgnåbent. Men det var vores første rigtige indcheckning (udenfor EU) så vi var en smule nervøse. Og havde gemt noget af vores alkohol lidt væk da man kun må have 1 L og to flasker vin med ind.
Da vi ankom ville de først afvise os fordi vi ikke havde reserveret, men da vi plagede og fortalte at vi skulle hente en (Ruth) i lufthavnen kl 02:30 fik vi lov.
Indcheckningen tog knap 1,5 timer hvor Iris skulle udfylde en masse papirer og vores pas skulle stemples, men alle var venlige og det er gratis. Så skulle 4 mand lige undersøge hele båden igennem. Derefter fik vi anvist en plads. Tanger Marina er kun et par år gammel og helt moderne, kæmpestor, med sikkerhed overalt og moderne huse rundt omkring. Men bare 200 m ind i byen så var der små vekselboder, supermarkeder (med SIMkort vi kunne købe) og andre butikker, alt sammen åbent omkring midnat da vi kom.
Vi tog derefter en taxa (undskyld, taxi, hvis nogen burde kende forskellen er det mig) til lufthavnen og hentede Ruth. Hun skulle så lige igennem samme checkin i havnen (uklart hvorfor) så ved 4-tiden fik vi en øl og gik i seng
Dagen efter gik vi tur i Tanger, især i Medinaen (den gamle bydel). Super flot og sjovt at gå rundt, en kæmpe kontrast til det moderne ved Marinaen.
Hvis vi havde haft vores tvivl om Marokko var et sikkert land at rejse til var al tvivl fejet væk nu. Alle var venlige, ingen kom og bad om penge eller noget, man følte sig meget velkommen. Men da det er et muslimsk land skulle man tænke sig om med beklædningen. Men marinaerne var så sikrede at vi ofte ikke låste båden når vi bare skulle væk et par timer. Overalt politi, men ikke på en truende måde.
Når man forlader en havn i Marokko skal man gennem komplet udcheckning igen, et frygteligt besvær som også betyder man ikke bare kan sejle derhen man vil, da man uanset hvor, skal indchecke komplet igen. Men venlige var de, tog en times tid med nyt kontrolbesøg på båden.
Rabat
Den næste dag tog vi afsted midt på dagen mod Rabat og Sale (”dobbeltby”) hvor den næste mulige marina var. Sejlturen var meget blandet, vejrudsigterne ramte kun retningen korrekt (og kun delvist) men vi havde alt fra vindstille til 18 m/s (kuling) og sejlede for stormfok over almindeligt sejl til motor.
Vi havde prøvet at kontakte Sale marina inden uden held, men havde læst at man skulle kalde op for at ledes ind af floden sikkert. Kort før havnen så og hørte vi en tysk båd som kaldte op og vi fik dem til at vente på os. Vi blev ledt ind af floden af en gummibåd fra havnen, og efter indcheckning (venlige, kontrolbesøg, narkohund) fik vi en plads som var lidt kreativ da marinaen kun har 6m flydepontoner hvilket ikke er meget når ens båd er 14 meter. Men det gik.
Igen er marinaen helt ny med moderne restauranter og butikker rundt omkring, man kan forestille sig lidt som Dubai med en del rige og en masse ”normale” mennesker.
Vi blev to hele dage i Rabat/Sale. Den første dag i Rabats Medina, hvor Ruths veninde havde boet nogen år så der skulle hilses rundt. Den anden dag var vi i Sale’s Medina og det var tilfældigvis på Profetens fødselsdag, så der var kæmpe parade med repræsentanter for alle landets folkeslag og grupperinger. Spændende og sjovt.
Essauira
Fra Rabat og sydover er der ingen rigtige marinaer mere. Mohammedia (nord for Casablanca) har evt en meget lille men ellers intet, kun industrihavne og fiskerihavne. Nogen har for nogen år siden fået lov at holde ind i nogen af dem (på siden af fiskerbåde så de skulle sejle ud kl 6 og lægge til igen).
Vi valgte derfor at sejle to nætter / 2,5 dage videre til Essauira. De tider hvor Ruth og Iris havde vagt sammen var ikke kedeligt, der blev snakket og grinet og lavet mærkelige videoer til en af Ruths veninders fødselsdag. Super hyggeligt.
Essauira er en fiskerihavn hvor der (som stort set det eneste sted på Marokkos kyst) er anker mulighed i læ. Da vi ankom var der også to andre både (en dansk og en tysk).
Vi sejlede ind i havnen nogen timer senere (samtidig med at politiet var blevet utålmodige og sejlede os i møde) og indcheckningen gik nemt. Men at lægge til er en udfordring for tøj og næse, da man fortøjede til en politibåd som bogstaveligt drev af mågeskidt (zoom ind på stævnen af den hvide båd på fotoet) og man skulle klatre op på kajen af stiger med mågelort / guana overalt.
Men vi klarede det.
På havnen er der fiskemarked og vi udfordrede vores maver ved at købe to kilo fisk som direkte blev stegt i boderne bagved (under parasol af hensyn til mågelort)!. Ingen af os blev syge.
Essauira er klart den flotteste af de byer vi var i, både Medinaen (med et fort brugt i en scene i Game of Thrones) og stranden som var fyldt med kameler og kite-surfere.
Vi tilbragte hele næste dag i Essauira
Agadir
Den sidste by vi ville besøge var Agadir. Et lille døgns sejlads sydpå.
Undervejs fik vi vores første møde med en fiskebøje (andre både har skullet skære skruen fri mange gange). Heldigvis sad den bare foran kølen og kunne fiskes op og skæres over med bådshagen. Frisørtermin var der også tid til og delfiner kiggede forbi.
Agadir har en rigtig marina (ligesom Sale og Tanger) men ellers er byen ikke særlig spændende da den blev komplet ødelagt af et jørdskælv i 1970’erne så der er ikke noget tilbage af den gamle bydel. Dog har de genopbygget det store gamle fort oppe på et bjerg, og havde netop åbnet en kabinelift (Doppelmayr til ski-entusiasterne) med en fantastisk udsigt oppefra i solnedgangen.
Vi var også på det store marked (Souk), et mylder af tøj, parfume, mad og andet godt og dårligt.
Dag 2 (lørdag den 15-10) tog Ruth hjem. Vi andre blev indtil tirsdag og afventede den bedste vind, men bortset fra lidt indkøb slappede vi mest af.
Tirsdag den 18-10 sejlede vi så mod Fuerteventura, små to døgns sejlads.
Comments