09/12/2022 - 16/12/2022
Barbados
Vi ankrede i den store bugt Carlisle Bay udfor hovedstaden Bridgetown. Efter at have nettet os lidt kom dinghyen i vandet og vi tog ind til byen. Efter indklarering (ved krydstogtkajen 2 km væk) gik vi lidt rundt i byen. Bridgetown virkede meget hårdt ramt af kriser, Corona, orkaner eller andet, vi så ikke én bar, restaurant eller cafe som var åben. Efter lang tids søgen endte vi med at spise på den eneste restaurant vi kunne finde: Lobster House ved stranden. Og ja, den var så dyr som den lyder, og præcis lige så dyr som en tilsvarende dansk restaurant. Caribien er generelt mindst lige så dyrt som Danmark.
Efter middagen tog Søren og Kirsten en taxa til noget musik, de to gamle (Peter og Mikkel) tog til Emma og gik i seng. Peter dog med en tændt VHF så han kunne afhente de andre på stranden senere.
Dagen efter lavede vi lidt sightseeing, men Bridgetown var ret kedelig, så efter tre nætter sejlede vi videre mod vest mod St. Lucia.
St. Lucia
Vi ankrede i den sydlige bugt ved byen Soufriere da der skulle være flottest naturmæssigt. Vi havde læst om episoder med indbrud i både, også om natten mens folk er ombord, men håbede det mest var under Corona. Vi har siden fået oplyst at St. Lucia desværre er meget plaget af kriminalitet, så man skal være påpasselig. Men vi oplevede ingen problemer.
Pudsigt nok ankom vi den 13.12 der som bekendt er St. Lucia dag, og det blev fejret. Der var musik og konkurrencer, herunder den klassiske at løbe ud på en lang stang over vandet, smurt i fedt for at fange et flag for enden. Høj stemning. Mens Peter og Mikkel indklarerede bestilte Søren og Kirsten en ”hike” (vandring) til næste dag. Det viste sig dog at være lidt mere end det. Men ellers tog vi til den botaniske have og spiste fra de boder som var opsat i anledning af dagen.
Næste morgen kl 7 blev vi hentet på båden. Det viste sig at vores hike i virkeligheden nærmere var bjergklatring: vi skulle op på ”Petit Piton”, et 720 m højt, meget stejlt bjerg lige ved bugten. Det gik opad med hjælp fra fast monterede reb og andet. Guiden vi havde med gik uden en sveddråbe i klipklapper, vi andre lignede noget katten ikke ville slæbe med ind. Hver gang vi spurgte ”Hvor langt er vi” sagde han ”I klarer det sagtens”. Da vi nåede ”ryggen” (se fotos, det flade stykke nær toppen) hvor der var en fantastisk udsigt og godt sted at holde pause, sagde Peter og Mikkel stop og ventede på at de andre tog de resterende 250 m helt op til toppen (endnu stejlere). Stor respekt for Søren og Kirsten for at de klarede det, strækning var delvis med at hive sig op af reb! Nedturen foregik mest på numsen, og da vi kom ned var alt vores tøj indsmurt i en blanding af mudder og sved.
Heldigvis byder området også på aktiv vulkansk aktivitet. Så efter klatreturen gik vi til et bade-område med varmt vandfald (ca 37 grader) hvor vi kunne vaske os og restituere kroppen. Derefter med taxa til et vulkansk krater med boblende mudderpøle og et mudderbad som efter sigende skulle gøre os 10 år yngre. Hvilket var meget passende da vi følte os mindst 10 år ældre efter klatreturen om formiddagen.
En oplevelsesrig dag, en fantastisk oplevelse og godt vi ikke på forhånd vidste hvad vi havde indladt os på:-)
Martinique og afsked med gasterne
Så gik turen de ca 50 mil til Martinique. God vind og en del bølger. Vi var så heldige at der var plads i en marina (Etang Z’abricot), det er trods alt nemmere med kufferter ved en kaj end med dinghy - og så kunne Emma også vaskes og rengøres grundigt efter en atlant overfart (alt var overdækket med et fint lag af salt).
Søren og Kirsten tog afsted dagen efter: de havde reserveret ’landgang’ 10 dage over julen midt på naboøen Dominica. Peter blev en dag længere, vi udnyttede at vi var i Frankrig med rigtige bagere, og vi tog ind til hovedstaden Fort de France, hvorefter han fløj hjem til Danmark dagen efter.
