Etape 7 - Biscayen

24/8/2022 - 26/8/2022

åbner Google Maps med alle etaper og zoom muligheder

”Dengang vi la' nede i biscayen, vinden kulede op, og kokken kom pludselig farende ind med..."

Længere kommer Skæg aldrig i Rasmus Klump historierne. Men her er vores beretning.

Vi lå to dage på L'ile d'Yeu for anker og ville gerne videre. Enten videre i Frankrig mod La Rochelle eller videre på ruten mod Spanien. Vi besluttede os mod Spanien, for det er jo ikke for sjov vi er på tur, vi skulle videre.!

Efter vi checkede forskellige vejrudsigter med forskellige vejrmodeller, og den europæiske vejrcentral for bølgehøjder, blev vi enige om at nordlig vind på 6-8 m/s, 1-1,5m bølger lød faktisk som en god mulighed for at sejle. Det var for fristende ikke at bruge denne fine vejrudsigt.

Vi kunne se vi skulle for motor de første par timer, men det var ok, det passede med at vi kunne fiske lidt.

Vi forberedte os godt, og vi kogte en kæmpe portion kødsovs så vi havde alt klar til turen.

Første varsel om at alt ikke blev så nemt kom sent på eftermiddagen da vi kunne se skyer som kunne blive til tordenskyer, i det fjerne. Nogen af de store skysystemer drev forbi men vi var ikke sikre på om de andre kunne ramme os.

Kort efter blev der på VHF'en udsendt vejrvarsler om vindstyrke 7-8 (kuling, op til 21 m/s) i området for det østlige Biscayen ned til den spanske kyst, og varsel om tordenbyger. Vindstyrke 8 er der hvor tabellen i vores båd siger ”Stormfok halvt rullet ud”, dvs 6-7 m2 sejl i stedet for de normale 95 m2.

I det sidste dagslys tog vi storsejlet ned og riggede stormfokken for en sikkerheds skyld, så den kunne bruges hvis det blev nødvendigt. Og sejlede langsomt videre for reduceret forsejl. Og vi tændte motoren i tomgang (det gjorde vi et par gange i løbet af natten) for at sikre at den var tændt hvis lynet skulle slå ned og ødelægge al strømmen, det er anbefalingen når det bliver tordenvejr. På det tidspunkt var der 9-10 m/s.

Herfra og hele resten af turen var vi også konstant spændt fast i cockpittet med life-lines, og heldigvis var det ikke nødvendigt at nogen af os gik på dækket resten af turen. Så sikkerheden var helt i orden.

Vi planlagde vagtrytmen, ca 3 timer søvn, 3 timers vagt. Det endte dog med at vi tog første vagt sammen for at observere vejr-udviklingen.

Ved midnatstid gik Iris i seng.

Derefter steg vinden. Mikkel satte stormfokken (i stedet for den normale fok), ved ca 14-15 m/s, da tordenskyer sagtens kan give heftige vinde meget pludseligt.

Samtidig kom vi ind i store regnbyger så i perioder sad Mikkel også nedenunder og kiggede blot på instrumenterne, og Jim (vindroret) var alene i cockpittet:-)

Da Iris kom op ved 2-tiden var det bulder-ravende mørkt, ikke en stjerne at se, ingen skibe eller landlys i nærheden, bare mørkt. Totalt blind sejlads, kun med instrumenterne. Lyn hele vejen rundt omkring, dog ingen tæt på. Vi blev begge siddende en times tid indtil vinden og lynene stilnede så meget at vi skiftede tilbage til den normale fok igen.

Sådan nogenlunde så der ud om natten

I den times tid skiftede alt. Bølgerne stod i alle retninger efter vindstyrke 7-8, muligvis også fordi vi kom ud over kontinentalsoklen hvor vandet skifter fra 140m til 4000 m. Emma bankede fra side til side uden rytme eller noget.

Og vi kunne ikke bare sejle væk fra bølgerne, det var ligegyldigt hvad vej vi sejlede, da bølgerne ikke kom fra en speciel retning. Alt nedenunder raslede og blev kastet fra side til side, pludseligt lød et kæmpe brag, det var vores bogreol som faldt ned så gulvet flød med bøger.

Midt i alt dette kunne vi på AIS'en se et fragtskib på kollisionskurs. Det var en tysk båd så Iris kaldte op og fortalte pænt at vi var en smule pressede og det var "lidt råt", om han kunne hold lidt afstand. Han var heldigvis meget forstående og lovede at holde en halv mils afstand.

Vinden faldt derefter til ingenting og drejede 180 grader så vi gik nogen timer for motor, hvilket ikke gør vipperiet mindre, tværtimod. Bølgerne var lige så store og uforudsigelige. Ikke det normale hvor man vipper op og ned, i stedet følte man at en 1-årig brugte Emma som rangle men ikke kunne høre noget, og i arrigskab ryster den vildt, derefter tager den stille op til øret for at lytte for blot igen at ryste den fra side til side.

Så Mikkels første sovepause kunne man ikke engang blive liggende uanset hvor bredt man gjorde sig. Der blev ikke sovet noget som helst den nat.

Videoen nedenfor yder slet ikke bølgerne "retfærdighed", men bedre fik vi ikke optaget.

I virkeligheden var vi bagefter glade for at det var bulderravende mørkt så vi slet ikke ved hvor høje bølgerne var. Hvis vi havde set dem, havde vi måske blevet skræmt, men som det var nu stolede vi på Emma og alt gik godt. Der var egentlig ikke noget tidspunkt hvor vi var nervøse, Emma sejlede uden problemer. Det var blot ufattelig ubehageligt.

Da det blev lyst havde Iris sovet max 1,5 timer, Mikkel 0. Og bølgerne blev ikke bedre før 12 timer senere.

Den eneste som var helt upåvirket af alt dette var Jim, vores Windpilot vindror. Han styrede igennem uanset vind, bølger, regn, torden eller mørke. 48 timer i træk.

Anden nat var en smule mere rolig, men søvn blev der stadig ikke meget af. Alt indhold i skabe, skuffer, kasser og lommer bevægede sig og lavede larm, og samtidig skulle man spænde alle musklerne for at holde sig fast, trods en sofa med støtte i begge sider.

Undervejs forsøgte vi også at fange større fisk med liner på slæb men uden held. Det ene blink fangede dog sig selv godt og grundigt 😊

Og kødsovsen: Der blev spist så lidt undervejs så vi havde kødsovs til fire dage efter overfarten

Men vi ankom meget trætte til Gijon i Nordspanien omkring frokosttid efter 50 timers sejlads. 5 min efter fortøjning havde Mikkel det godt igen, sådan går det ofte med søsyge.

Trætte, men glade for at have klaret Biscayen. Efter et par timers middagssøvn var vi klar til at udforske byen.

Og hvad var det så kokken kom farende op med? Tjah, efter ca 30 timer: Alt det han havde spist døgnet inden. Mikkel var søsyg for første gang i sit liv, efter 30 timer uden søvn med bølger bankende fra alle sider. Søsygen holdt sig alle 50 timer, hvis en helikopter var kommet forbi kunne den have sagt en hvilken som helst pris, Mikkel havde betalt den for at blive hentet. Iris klarede den men var også glad for at komme i havn.